Frederikshavn

En flot og gennemført oplevelse

SUCCES:Mine veninder og jeg var til en meget, meget fin oplevelse. Det var i Sydbycentret. Baggrunden for dette arrangement var, at socialudvalget som mål i år 2005 valgte "at lægge liv til årene", eller med andre ord skabe livsindhold i hverdagen for kommunens ældre borgere. Tak for dette fine initiativ. Sydbycentret ville så for de penge, lave en plan over, hvad der skulle ske. Arrangementet fik overskriften "Café Sommerlyst". Det var en stor succes. Flot var det forberedt og gennemført i årene 20'erne og 30'ernes stil. Bordene var dækkedet med broderede duge, der hørte den tid til og med antikke ting som pynt sammen med små markbuketter. Frivillige og ansatte var i den tids klæder med smukke hatte og kapper og datidens broderede forklæder. Der blev skænket af "Madam Blå". Der var lagt meget arbejde og kræfter i at bage og lave en masse fine kager. Om det så var programmet for, hvad der skulle foregå, så var de også så flot lavet. Der var fællessang af sommerens dejlige sange, og underholdning af Dræsinebanden. Der var dækket til 240 personer. Stor tak til Ulla og alle medhjælperne. Jeg er stolt af min by, når jeg oplever noget sådant. Mine veninder er enige med mig.