Fodbold

En flot start for Fredags-spiloppen

DYBVAD:Dybvad Idrætsklubs "Fredags-spiloppen" fik en særdeles flot start på den nye sæson. Hele 151 børn dukkede nemlig op. Det er det næsthøjeste antal deltagere i "Fredags-spiloppen"s historie, hvor rekorden på 163 børn altså stadig består. Og alle 151 fik en god oplevelse med de mange aktiviteter, der var på programmet. I klubhuset blev der lavet kranse og andet af bog, blade og ler. Det var en ren fornøjelse at se den kreativitet, der blev lagt for dagen. Ansigtsmalingen var også henlagt til klubhuset. Her havde tre "malere" travlt aftenen igennem, og det blev til mange flotte maskeringer. Småspillene bob, jakkolo og fodboldspil havde også god tilslutning. I Dybvad-Hallen var der traditionen tro stor aktivitet hele aftenen. Det gjorde lykke, at der var gratis is til alle i en lille pause. I den ene ende af hallen blev der spillet fodbold og håndbold til den store guldmedalje af skiftevis de "store" og "små". Der blev nemlig skiftet mellem de forskellige aktiviteter, der også talte den store hoppepude foruden en redskabsbane med mulighed for fangeleg eller blot leg i redskaberne. I aftenens løb var der også en lille konkurrence, hvor deltagere kunne få målt deres skudstyrke med en fartmåler. Her blev vinderne: 1.-2. klasse: Christian Andersen, Dybvad, 68 km i timen. 3.-4. klasse: Mathias Madsen, Agersted, 65 km i timen. 5.-6. klasse: Steffen Møller, Dybvad, 80 km i timen. Desuden havde mange stor fornøjelse med rullebrætter og forskellige småredskaber. Aftenen sluttede med lodtrækning på indgangsbilletterne. Nordjyske Bank sørgede som sponsor for, at 13 af deltagerne fik en ekstra godt minde om den nye sæsons første mødedag.