En fordel at være lille og vågen

11-årige Thomas Jensen fra Tornby helt til tops i judo

Kampsport 20. april 2003 08:00

TORNBY: Han har altid været den mindste i klassen. Til gengæld har han lært at udnytte de fortrin, det gør at være lille og vågen. Hurtighed og teknisk akkuratesse gjorde, at han for nylig kunne kåres som Danmarksmester for øvede judokæmpere i klassen minus 30 kg. Det betyder, at kæmperne hver især ikke må veje over 30 kg. - Jeg har deltaget i Danmarks-mesterskaberne fire gange. Første gang som nybegynder, og da vandt jeg sølv, fortæller Thomas Jensen. Siden er det blevet til to gange bronze, inden han for alvor slog til i år og kæmpede sig helt til tops. Minus spark og slag At det blev en så speciel sportsgren som judo, Thomas faldt for, kan han til dels takke sin mor, Anette Jensen, for. Thomas var kørt lidt træt af fodbold og kiggede sig om efter en anden mere individuel sportsgren. Da mor erfarede, at man i judo hverken må slå eller sparke, accepterede hun, at Thomas skulle prøve det. - Jeg var til prøvetræning tre gange og fik lyst til at fortsætte. Fik masser af ros og vandt alt, hvad jeg deltog i, fortæller Thomas. Noget af det, der for alvor tændte Thomas var, at han ved sit første stævne vandt en fighteropokal, fortæller farmand, Michael Jensen. Han var otte og havde endnu kun lært ét regulært kast. Der var ikke så mange deltagere i hans vægtklasse, og han blev derfor rykket en vægtklasse op og vandt én kamp, inden han igen blev trukket ud. Det var for farligt at lade en så lille gut møde kæmpere, der næsten var dobbelt så store. Men fighterpokalen vandt han og ifølge Michael Jensen, var det her Thomas for alvor blev fanget ind af judo. Kammeratskab - Man får en masse gode kammerater. Dem, man kæmper mod, lærer man rigtig godt at kende, og selv om en af os taber, kan vi godt være rigtig gode venner alligevel. I Hjørring Judo Klub er der også et fantastisk sammenhold, fortæller Thomas. Klubben har en utrolig dygtig træner i Torben Lie Kristensen. Han kræver, at kæmperne lærer den rigtige teknik fra starten og bruger den. - Vi møder folk fra andre klubber, for hvem det at vinde er vigtigere end de tekniske færdigheder. Men den slags accepterer Torben ikke. I Judo gradueres man efter færdigheder og resultater. Thomas Jensen skal nu opgraderes til brun snip i de øvedes klasse, hvilket er det højest opnåelige. - Efter sommerferien går jeg så to takker ned til grøn snip, når jeg kommer i ungdomsklassen. Men så kan jeg straks opgraderes til det næsthøjeste, nemlig blå snip, og det bliver jeg, siger han selvsikkert. I judo får man licens til at kæmpe ved stævner, når man kan faldteknikkerne. Judo er en kampsport, hvor man har respekt for modstanderen. Hidsige anfald ses aldrig, og selv om man kan være uenig med de tre dommeres bedømmelse, holder man temperamentet i ave. Det hører med. - Da jeg tabte til en kæmper fra Silkeborg ved det jysk-fynske mesterskab, følte jeg mig uretfærdigt behandlet. Men to af dommerne mente, at et kast, han lavede på mig efter tid, skulle tælle med. Til gengæld slog jeg ham i en meget hård semifinale ved DM, fortæller Thomas. Den meget lige finale gik i ekstratid, og da Thomas fortsatte sit høje tempo, lykkedes det ham med et meget flot kast at besejre sin modstander. Thomas spiller også badminton i Tornby IF og så går han i musikskole, hvor han får enetimer i at spille på trommer. Judoen levner ham ikke tid til at deltage i badmintonstævner. Til gengæld giver spillet med fjerbolden ham mulighed for at have noget samvær med kammeraterne i Tornby. - Jeg ville også gerne spille fodbold, men det er der ikke rigtig plads til.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...