Skelund

En fornøjelse at komme hjem til DM

Danmarks bedste kører med i nystartet cross-team

VENEDIG:- Tidligere har det været lidt af en pestilens at komme hjem for at køre med i DM-afdelingerne. Nu bliver det en ren fornøjelse. Sådan lyder den klare udmelding fra Danmarks pt bedste motocross kører Brian Kjær Jørgensen, der er bosiddende i Venedig og hidtil har haft et større arbejde med at få motorcykler og andet udstyr med hjem, når han skulle vise flaget i Danmark. - Jeg har kendt Kasper Christensen i mange år via motocrossen, og nu ligger det i aftalen med PSE Racing Team, at de sørger for de praktiske fornødenheder, så mit liv bliver i den sammenhæng noget nemmere, forklarer Brian Kjær Jørgensen. Han siger, at der endnu ikke er snakket penge, men at det "finder vi ud af hen ad vejen". - Jeg har ikke umiddelbart mulighed for at stille op i alle DM-afdelinger, så derfor har jeg ikke noget mål om at vinde danske mesterskaber. Fire af den slags er nok for mig, og mit hoved er fokuseret på VM-serien, som giver gode startpenge til de store løb her i det sydlige Europa, forklarer Brian Kjær Jørgensen. - Derfor er det meningen, at PSE Racing Team skal skaffe mig sponsor-penge, så jeg ikke går glip af den indtægt, som jeg ellers havde fået, hvis jeg stiller op i Danmark, hvor jeg klart kan være med til at synliggøre sporten, siger Brian Kjær Jørgensen. Mod nye mål Han deltog f.eks. i en DM-afdeling 17. april på Nybøl-banen i Sønderborg, og der trak han rigtig mange tilskuere. - Nu kører jeg i motocrossens formel 1, hvor toppen af kransekagen indenfor sporten kører, og det første år er det gået supergodt, siger han med henvisning til den øjeblikkelige femteplads i VM-serien. - Den slags kørere vil folk gerne se, og jeg kommer efter planen hjem igen til 9. og 10. DM-afdeling, der køres i Svebølle ved Kalundborg i starten af september, fortæller Danmarks bedste motocross kører. Han håber inden da at have forbedret sin øjeblikkelige 5. plads i VM-sammenhæng. - Det er meget åbent i år. Der er kun et enkelt point til 4. pladsen og tre til 3. pladsen. Målsætningen var før sæsonen top fem, men når jeg er nået dertil allerede efter tre afdelinger, sætter jeg som sportsmand mig nye mål, og det ville da være rart med en podieplads, siger han. Det kan dog nemt gå begge veje i denne sport. - Et enkelt styrt eller en afdeling, hvor man udgår, kan blive dyrt, så foreløbig kører jeg sikkert, og så må jeg tage chancerne, når vi nærmer os slutningen på de 12 VM-afdelinger, siger Brian Kjær Jørgensen, der altså glæder sig over samarbejdet med det nye Skelund-baserede PSE Racing Team.