En forsigtig drøm

Frederik Åkesson vil gerne runde de 200 landskampe

Aalborg 3. september 2002 14:00

AALBORG: Mange kendere af dansk ishockey rystede lidt på hovedet, da ishockeylandsholdets chef, svenske Mikael Lundström, udtog backs som Martin Skygge, Christoffer Kjærgaard og Andreas Andreasen til B-VM i Ungarn tidligere på året, mens Aalborg Ishockey Klubs veteran, Frederik Åkesson, blev siddende hjemme i Aalborg. Nu tyder meget på, at den rutinerede back med 197 landskampe på bagen kan være på vej tilbage i landsholdsvarmen. AIK's nye, svenske cheftræner, Martin Karlsson, har nemlig gjort sin landsmand i landstrænersædet opmærksom på, hvad den store nordjyske back står for. Efter Martin Karlssons - og mange andre kenderes - mening er der kun to-tre danske backs, der har samme klasse som Frederik Åkesson. Det er Dan Jensen, Jesper Duus og Jesper Damgaard. - Jamen, det er jo rart, at vi har fået en træner i AIK med forstand på ishockey, kommer det med karakteristisk højt humør fra Frederik Åkesson. Og når der nu skal bruges minimum seks backs, så burde Mikael Lundström måske følge sin landsmands råd og teste Frederik Åkesson. - Jeg vil da gerne indrømme, at det kunne være rart at få de tre landskampe, jeg mangler i at runde 200 landskampe ... og det kunne da også være sjovt at komme til det A-VM, jeg har slåsset for i 15 år på landsholdet, siger hovedpersonen selv. Han indrømmer dog i samme åndedrag, at der også er andet end ishockey at tage hensyn til i en voksen mands liv. Kone og tre børn, samt en civil karriere tæller også med, efter at tilværelsen som fuldtidsprofessionel er indstillet. Derfor er han ikke umiddelbart klar til at honorere det tidligere landstrænerkrav om fuld deltagelse i samtlige træningssamlinger og landskampe. - Det hele skal jo gå op i en højere enhed, som han selv siger. Indtil videre har han fundet "en højere enhed" på klubholdet, hvor han har spillet imponerende i de fem første træningskampe. Selv afviser han dog, at formen er bedre end tidligere. - Jeg har ikke gjort noget anderledes, end jeg har gjort i de sidste mange år ... og formen var vel heller ikke så dårlig sidste år, hvor jeg ofte spillede med i hvert andet skifte, forklarer han. - Nu får vi endelig de normale skifter, og så får jeg selvfølgelig også lidt mere overskud, hver gang jeg er på isen. Udefra set virker han i hvert fald helt oppe i gear og helt på niveau med samtlige danske backs i Isligaen. Og så skal Mikael Lundström vel også i den kommende sæson se lidt mere til AIK end sidste sæson, hvor det blev til én kamp foran landstrænerens øjne. I den kommende sæson har Mikael Lundström to gode grunde til at følge AIK - landsholdsspillerne Ronny Larsen og Bo Nordby Andersen.toto

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...