EMNER

En fortvivlet mor

@Brød.9.uncial.Taz:?Jeg er mor til tre børn på 4, 3, og 1/2 år med de udfordringer og glæder der medfører. Min mand har et job, der indebære, at han rejser meget og er borte flere uger af gangen for så at være hjemme 3-4 uger i streg. Vores hverdag er ikke plaget af det jag, som mange andre opltever, når de har småbørn. Som oftest har vi den tid, vi har brug for, når vi skal ud af døren, enten til børnehaven eller andre aktiviteter og hænger ikke i en klokkestreng. Det, som plager mig, er måske kendt for de fleste forældre. Hver dag begynder jeg dagen med gode intentioner om ikke at nage, kæfte op eller skændes med børnene, og næsten hver aften sidder jeg igen med følelsen af, at jeg ikke er lykkedes. Jeg vil så gerne have, at mine børn skal have det godt. Det vil ikke sige at jeg skærmer dem, for bliver jeg sur så ser de det og ved det. Det sker også, at min mand og jeg bliver uenige og småskændes, og jeg oplever ikke det som nogen trussel mod deres velbefindende, så længe det ikke er noget som sker hele tiden og at vores uenighed ikke bliver til, at vi skælder ud på hinanden. Der skal efter min mening ikke være noget i vejen med at de ser, at mor bliver frustreret når de efter gentagede beskeder ikke hører efter. Men når det går for langt, bliver jeg så sur! Er jeg træt nok af det og føler, at jeg har sagt fra længe nok, så sker det nogle gange, at jeg råber af dem. Det er, når de bliver sendt ind på deres værelse, og de selvsagt ikke vil, så jeg tager jeg dem i armen og hiver dem af sted. Nogle gange tager jeg dem (dette gælder selvsagt de to ældste) hårdt i armen og i det jeg tager fat, mærker jeg alvorligt trangen til at tage endnu hårdere. Når dette sker tænker jeg inde i mig, at ”dette er børnemishandling”. Du skal ikke gøre dine børn ondt, men alligevel fortsætter jeg. Forståelsen om, at jeg ikke behandler dem respektfuldt, og at det, jeg gør, ikke er rigtigt og alligevel klare jeg ikke at gøre noget, er forfærdelig. Jeg har aldrig slået dem og har heller aldrig haft lyst til at slå. Det er ikke noget nyt, at jeg er en temperamentsfuld person og at jeg er dårlig til at skjule, hvad jeg føler. Alligevel mener jeg, at det ikke er nogen undskyldning, at jeg ikke slår. Man skal ikke gøre små børn fysisk ondt. En typisk situation hvor det er let for mig at miste tålmodigheden er soveseancen. Den mellemste, på to år, ligger gerne og råber på os efter at vi har sunget, læst og sagt godnat. Det bliver til, at jeg går frem og tilbage. Først med gode ord og godnat hilsner, som går over til irettesættelser og til slut bliver jeg sur. Det samme med påklædningen om morgenen. Pigen på fire, som flest 4-årige sikkert er, har vanskeligheder med at være fokuseret på det, hun skal gøre, og hun bruger gerne en halv time på at få sit tøj på, når jeg nager på hende tøjstykke efter tøjstykke. Jeg har prøvede at lade være med at nage og heller sige at ”nu skal du tage tøj på, og hvis du ikke gør det, må du blive hjemme med far, mens jeg tager på indkøb.” Disse tilfælde er endt med forfærdelige følelsesudbrud, som er mindst lige så udmattende og oprivende, som jeg føler, at raseriudbruddene bliver. Forskellen er bare, at her bliver der lidt mindre dårlig samvittighed, fordi jeg klarer at lave lidt afstand følelsesmæssig og ikke at blive så sur. Når det er sagt, så siger jeg undskyld til dem, når jeg mener, jeg har gået for langt og snakker om det som skete. Det er selvsagt stor forskel på hvor meget tålmodighed jeg har, når min mand er hjemme eller ikke. Når han er hjemme har jeg mere energi og overskud og det mærkelige er at børnene mærker dette. Når far er hjemme, er det tydeligt, at de ved, at nu er der to voksne at bruge, og så tager alting længere end det gør, når jeg er alene med dem. Følelsen af at mislykkes plager mig. Jeg er ikke sådan en mor, som jeg ønsker at være! Tænk hvis min aggression og min opførsel skader dem for livet? Jeg er selv vokset op under forhold som var skadelige, med en narcissistisk mor og måtte i voksenalderen arbejde mig gennem min egen selvudslettelse. Hver dag kysser jeg og krammer jeg dem og fortæller dem, hvor dejlige de er. De ved, at jeg elsker dem. Vi er gode til at tage dem med til aktiviteter og leger med dem. Jeg føler, at alt mig og min mand gør drejer sig om vores børn og vores familie. Jeg havde aldrig troede at det skulle blive så herligt og så vanskelig at blive mor. Det får absolut det værste og det bedste frem i mig, og jeg har brug for noget værktøj for at håndtere ”de værste aggressioner”. Kan du være så sød at hjælpe mig- og i anden omgang mine børn:) @Brød.9.uncial.Taz:!Tak for dit brev, som ikke bare er smukt men også en ”nyklassiker” i den forstand, at du beskriver vældig mange forældres situation. Du har din egen baggrund, som jeg skal vende tilbage til, men først og fremmest er du en ”forælder af og i tiden” Det betyder bl.a. at du selv og dine børn lever i et værdimæssigt kaos, hvor dine handlinger det ene øjeblik dikteres af ønsket om at være en moderne, respektfuld mor for så i næste øjeblik – når der opstår konflikt – enten griber tilbage i skuffen med de gammeldags metoder eller handler helt instinktivt med rod i din egen opvækst. Du ved selv, hvor vanskeligt det er at være den mor, du er, så det er ikke så vanskeligt at forestille sig, hvor usikre og forvirrede dine børn bliver. Heldigvis har din vilje til at respektere dem og til at tage ansvar for dine fejltagelser allerede gjort dem så sunde, at de gør som det passer dem, når ledelsen bliver mest uklar og i strid med sine egne værdier. Dermed ar jeg også sagt, at dette er et ledelsesproblem som dine børn uundgåeligt kommer til at betale en pris for. Den bliver efter min vurdering ikke særligt høj, men derfor ville det jo alligevel være klogt at se, om ikke du kan gøre noget med det – også af hensyn til din egen selvfølelse som menneske og din selvtillid som mor. Livet med en narcissistisk mor som din er det samme som at vokse op i et absolut diktatur, hvor ens egen individualitet er helt uvæsentlig og nærmest kun til besvær. Med de opvækstbetingelser følger mange besværligheder, men den, der præger dit forhold til dine egne børn, er manglen på personlig autoritet. Det er der en helt logisk forklaring på. Når man er vokset op med en sygeligt selvoptaget mor, er det både intellektuelt og følelsesmæssigt vanskeligt at lære, hvordan man tager sig selv alvorligt. Alene ordet ”selv” vækker modstand og angst for at blive lige så egocentrisk og lige så kold som sin nærmeste rollemodel. Denne modstand kan ikke nedbrydes alene ved hjælp af intellektuel indsigt og holdninger, som afviger fra din mors. Der skal nye ”terapeutiske” oplevelser til. Det betyder ikke kun psykoterapi, for også det har sine begrænsninger. Det betyder, at du må gøre det, du allerede er begyndt på: at tage dine børns til tider ubarmhjertige udfordringer ind over dig og vokse i kraft af dem. Du må altså lære at tage dig selv alvorligt, hver eneste gang dine børn ikke tager dig alvorligt. Det handler ikke om at tale højt, om at være streng eller om at true med konsekvenser. Det handler ikke om de ord der kommer ud af din mund, men om din udstråling. Det handler om at opbygge en indre sikkerhed på, hvad du vil og ikke vil og ikke mindst om, at blive sikker på, at det er helt i orden, at du vil noget, fordi det er godt eller nødvendig for dig. Det bliver du ikke en selvoptaget narcissist af! Og heller ikke en dårlig, usensitiv og uempatisk mor. Din mands rolle er lidt uklar for mig bortset fra at han ikke er så meget hjemme og at du derfor er alene om ansvaret for børnene, men det er jo også en eksistentiel realitet for masser af kvinder, hvis mænd kommer hjem hver dag kl. 17. Min fornemmelse er, at han af loyalitet over for dig tilpasser sig din ledelsesstil. Hvis det er rigtigt, bør han overveje at ændre stil og hellere foregå dig med et godt eksempel. Du står overfor en meget stor opgave, men tag det roligt! Dine børn skal nok klare sig, selv om det kommer til at tage tid at løse den. Alt andet lige er det bedre at vokse op med usikre forældre end med skråsikre. Men netop fordi du i modsætning til din egen mor ejer evnen til at tage dine børn alvorligt, kommer du til at rase og græde og forbande hende nogle år endnu.

Forsiden


Breaking
Medie: Epidemikommission vil sende skoleelever hjem
Luk