En forvandlet David

Før var David Nielsen en gadedreng, nu er han en tænksom familiefar

David Nielsen har altid haft et stort fodboldtalent. Så stort, at jeg og alle de andre drenge fra 9. klasse blev hængende på tribunen i Skagen Hallen for at se ham trylle i 6. klassernes finale i skoleturneringen. Jeg husker ham meget tydeligt - en lille dreng med store armbevægelser, iført rastahår, orange trøje og teknisk talent, der matchede hans store idol, den hollandske legende Ruud Gullit. Et hjerteligt håndtryk og et skævt smil møder mig, da jeg 15 år efter opvisningen i Skagen Hallen træder ind i lobbyen på Hotel Phønix for at interviewe AaB"s nye es, 26-årige David Nielsen. Efter fotografering på hotelværelset, der de kommende uger er hans hjem, bliver vi enige om at fortsætte interviewet på en nærliggende café – en mandesnak fra én skagbo til en anden. Vi når end ikke at få colaerne på bordet, før jeg opdager, at det er en forandret David Nielsen, jeg sidder overfor. Forandret i forhold til den David Nielsen, der med grønt hår og badutspring førte sig frem hver søndag på tv, forandret i forhold til den David, jeg husker fra sæsonpauserne i Skagen med høj cigarføring og hurtige biler. Nu er der dybde i øjnene og en lun seriøsitet over de ting, han siger. -Med tiden svinder ønsket om opmærksomhed, man bliver vel bare ældre og klogere, forklarer David Nielsen, da jeg spørger, om han selv kan mærke forandringen. Han fortæller, at han før i tiden var meget opmærksom på at gøre andre tilfreds, men den mission har han opgivet, og han har dermed fundet noget mere fred i sjælen. -Hvis jeg glemmer at hilse på en gammel bowlingmakker fra 1987, så hedder det sig pludselig, at jeg er snobbet eller højrøvet, men sådan vil det altid være – det kan jeg ikke lave om på, så jeg er holdt op med at prøve, siger han. Livet former personligheden To skelsættende begivenheder har gjort drengen David Nielsen til en mand. For to et halvt år siden fik han og kæresten Tenna sønnen Noah, og næsten samtidig mistede han sin mor på grund af leverkræft. To oplevelser, der med henholdsvis sorg og glæde har modnet David Nielsen. -Min mors død var en forfærdelig oplevelse for os alle, for hun blev tæret op indefra af kræften for til sidst ikke at kunne mere. Men hendes død bragte mig meget tættere på min lillebror og gjorde mig faktisk samtidig til et mere positivt menneske. I dag bliver jeg nærmest sur, når folk skændes eller brokker sig over ligegyldige ting som vejret eller arbejde. Jeg har lært, at man skal gøre de ting, der gør én glad, og har arbejdet meget med mig selv for at forstå, at min mors død jo ikke var en straf til mig. Det var en hændelse, som jeg ingen indflydelse havde på og dermed bare måtte acceptere, siger han. De rynkede øjenbryn og det nedsatte taletempo afslører, at der ikke er tale om tom snak, men om en lektie, der har været smertefuld at lære. Der breder sig et anderledes bredt tandsmil, da jeg midt i pastaretten med ålerøget skinke spørger David Nielsen om sønnens betydning for ham. -Når man bliver far, så finder man ud af, at alle beslutninger fremover skal tages i fællesskab med familien, siger han og smiler drømmende. Familieforøgelsen betød færre timer med vennerne, men tiden er godt givet ud, for sammen med Noah kan David Nielsen ubetinget få lov at være sig selv. -Når min søn og jeg leger sammen, så roder jeg nærmest mere end ham, og jeg har ikke noget imod, at min søn ved, at jeg hader at rydde op og gøre rent. Det er faktisk hele min grundholdning til det med at opdrage børn, at man skal være sig selv og ikke forsøge at være bedre, end man er, filosoferer han. -Næh, der er først når mor kommer og banker i bordet, at legetøjet ryger tilbage på plads, griner David Nielsen. Han er ligeglad med, om sønnike Noah bliver brandmand eller statsminister. -Bare han er glad, det er det vigtigste, siger han. Fodboldnomaden vender hjem Som omrejsende i fodbold har David Nielsen de seneste 8 år været på strejf, først i Odense og København og derefter London. Nu kalder Nordjylland i bogstaveligste forstand på den lille familie – det er tid at vende hjem. -Jeg vidste med det samme, da AaB kontaktede mig, at jeg havde lyst til at vende tilbage til landsdelen. Sportsligt får jeg en spændende udfordring, og samtidig er det også et godt træk for familien, siger han og fortæller, at kæresten Tenna vil se sig om efter en uddannelse i Aalborg. -Mens vi har været i England har hendes fremtid ligesom været sat på pause, og det er skønt at hun nu snart kan arbejde videre med sine ambitioner og drømme, så det hele ikke skal dreje sig om mig, siger han. Tenna og Noah bor i øjeblikket i familiens hus i Skagen, men Aalborgs ejendomsmæglere kan godt finde salgsopstillingerne frem, for der står snart huskøb på menuen. -Mens jeg bor på hotellet ser jeg jo ikke min familie ret meget, for selv om der kun er 100 kilometer fra Aalborg til Skagen, så er det langt at køre flere gange om dagen til og fra træning, konstaterer han. Til gengæld glæder han sig over, at han er blevet genforenet med sin gamle træningsmakker – Vesterhavet. -Når jeg løber langs vandet, så falder der ligesom nogle ting på plads inde i hovedet, det er næsten som at meditere, fortæller han. Blokken bliver pakket sammen, og vi er nærmest på vej ud af døren, da jeg drister mig til at spørge, om han kan huske, at vi faktisk har spillet på hold sammen i en indendørs turnering i Aalborg Stadionhal en gang i drengeårene. Det kan han – og et glimt af gadedrengen David Nielsen titter frem i det intense blik i øjnene. -Det var sammen med Mads, Lars, Lasse og Morten, ikke?, spørger han. Jeg bekræfter og minder ham om, at vi jo tabte finalkampen den dag. Og så dukker minderne frem. -Det var vist AaB vi tabte finalen til, siger han tørt og griner, mens han forlader cafeen. På vej væk fra mit møde med den forandrede David, husker jeg hvordan vi sammen sad og ærgrede os over nederlaget i finalen, men opdagede, at spillertrappen til Aalborg Stadion var lige ved siden af omklædningsrummet. Så vi rystede skuffelsen af os og gik stateligt i flok ud på midten af banen, mens vi vinkede til de tomme tribuner og lod os overmande af gåsehud. Vi holdt godt øje, for stadioninspektøren havde hængt vrede sedler op, der forbød os at træde på græsset. Ingen af os andre fra sølvholdet har prøvet turen siden, men når David Nielsen i dag løber på banen sammen med AaB, behøver han ikke kigge sig over skulderen. Nu er grønsværen hans egen.