EMNER

En gammel drøm går i opfyldelse for danserne

Morris Men er en sjov og livsbekræftende danseform - og kun for mænd.

Morris Men er en sjov og livsbekræftende danseform - og kun for mænd.

SKAGEN:Silkeborg Morris mænds 30 års jubilæum bliver også opfyldelse af en gammel drøm om at fylde Skagens gader med hundrede af dansende Morris mænd. I samarbejde med Skagen Festivalen fejrer Silkeborg Morris Men sit 30 års jubilæum med en ren invasion af over 100 Morris mænd fra 10 engelske klubber – fra Portsmouth i syd til Benfield-side i nordøst. Siden Silkeborg Morris mænds første optræden på Skagen Festivalen tilbage i starten af firserne har der været et nært venskab i mellem klubben og festivalen, og flere gange har snakken om et større Morris arrangement været på banen. I år er denne snak så blevet til virkelighed, og for første gang lykkedes at samle et større antal klubber fra England til Skagen Festivalen. Hele Skagen vil blive rammen om ikke blot Morris dans, men også andre traditioner som gadeteater Mummers-play) - sværddans (Sword & Rapper-dance) – Celidhs og Country dans. Herudover vil diverse fantasidyr, som er en del af morristraditionen, fylde gadebilledet hele weekenden. Morris Dans er en speciel form for folkedans, der oprindelig stammer fra Cotswold Hills i Midtengland. Dansen er en ældgammel ceremoniel frugtbarhedsdans, der udelukkende udføres af mænd. I forrige århundrede var denne, også efter engelske forhold, specielle dans ved at uddø, og kun takket være Cecil Sharp, der i 1899 så dansen udført for første gang, eksisterer Morris Dans stadig. Cecil Sharp viede resten af sit liv til indsamling af og undervisning i Morris Dans. Arbejdet bar frugt med en opblomstring i 1900-tallet af denne specielle dansetradition i England. I slutningen af 70’erne blev Silkeborg Morris Men dannet, da to morrisdansere, Pete Hockings og Bob Dickson, bosatte sig i det midtjyske. I dag er Silkeborg Morris Men en veletableret klub med engagementer i både ind og udland. I dansens hjemland England, hvor de har ry for at udføre denne specielle dans med en uforlignelig elegance og humor.