En gammel kending på toppen

Raimat Abadia 2000, Spanien. Abadia er en gammel kending, der altid har fået pæne bemærkninger med på vejen.

Vores smagehold gav den lige så mange pæne bemærkninger, som en vin kunne opnå i denne test, nemlig ni point af ni mulige. Kun tre andre ud af 100 rødvine fik det. Oveni skal lægges, at prisen kun er 55 kr., hvor mange af konkurrenterne kostede op til 80 kr. Så det er bestemt et godt køb. Raimat har nogle af Europas største vinmarker på højsletten knap 200 km vest for Barcelona. Her vokser de klassiske druer, bl.a. Tempranillo, side om side med Cabernet, Merlot og alle de andre mere internationale. De to førstnævnte er anvendt til Abadia. Der er anvendt både amerikansk og fransk eg ved lagringen. Vinen er let krydret og med fin frugt. En rigtig madvin, som ikke udfordrer, så den er meget anvendelig. Sigurd Müller Vinhandel, Aalborg (tlf. 98125099), 55 kr.