En ganske herlig friformiddag for de små

Frelsens Hær i Skagen har stor succes med at skabe nye kontakter

SKAGEN:Små herlige størrelser trisser rundt på gulvet. De synger, danser og leger og har det bare dejligt sammen med Lise og Jytte. De to voksne er lederne af onsdagens børnerytmik hos Frelsens Hær på Daphnesvej i Skagen. Her mødes hver onsdag formiddag et sted mellem 8 og 16 småfolk fra alderen næsten nyfødte til skolealderen. De hygger sig gevaldigt sammen og hver for sig, mens deres mødre slapper lidt af og får snakket. - Det er tre år siden, Frelsens Hær i Skagen fik børnerytmik på programmet. Jeg var lidt spændt på, om det ville slå an i Skagen, men som I kan se, går det jo fint, fortæller korpsleder Jytte Ulriksen. - Det er jo utroligt vigtigt, at børn rører sig. Vi bruger mange bevægelser, når vi leger, synger og danser, og vi synger også om Gud, for han er med i nogle af sangene. Men ellers er det de kendte børnesange som "Lille Peter Edderkop" og så videre. - Formålet med børnerytmik er første og fremmest at gøre noget for børnene, men også at give mødrene en friformiddag. Det er ganske almindelige mennesker, der kommer her. - Vi vil jo også gerne fortælle, hvem vi er. Frelsens Hær ønsker at skabe kontakter, og det gør vi jo hver dag på mange måder. Børnerytmik er blot én af mange aktiviteter hos os, hvor alle er meget velkomne, siger Jytte Ulriksen. Frelsens Hær i Skagen er meget aktiv. På programmet er blandt andet den åbne dør hver tirsdag og ikke mindst torsdagscafé hver uge med det populære tøjmarked hver torsdag formiddag.