En gave til menneskeheden

Forestil Dem, at De levede midt i 50'erne, som voksen, i Krønikens tid. Tv er flyttet ind i den danske virkelighed, velfærdens og den gryende politiske bevidstheds verden. Vi får et nyt medie, stort, stærkt, magtfuldt og fuldt af fantastiske muligheder og farer. Fra selveste kulturchefen i Danmarks Radio får vi at vide, at mediet skal bruges til at oplyse, underholde og undervise det danske folk. Det er en forpligtelse at give folk det, de gerne vil have, men også det folk ikke vidste, at de gerne ville have. Nu sidder De så dér, i en dagligstue, smukt møbleret med teak og PH-lampe, B&O og Børge Mogensen, og diskuterer aftenens udsendelse med et stearinlys i en chianti-flaske og lidt ost og rødvin på bordet - og tankerne går på himmelflugt. Tænk hvad sådan et medie kan bruges til, tænk hvilke muligheder! Den kulturradikale gæst har allerede skrupler. Manipulation, propaganda og misbrug, ensretning og styring af befolkningen, ja, af alverdens folk. "Big brother" og "Fagre nye verden" melder sig som skræmmebilleder. Tænk hvad Hitler kunne have udrettet, hvis han havde haft et tv til sin rådighed. Men samtalen drejer hurtigt over i visioner om, hvad det kan bruges til af godt! Hvordan man kan sende kultur, skønhed, musik og teater ind i alle de danske hjem, historiske programmer, spændende diskussioner mellem engagerede mennesker, møde forfattere og billedkunstnere i lange, dybe samtaler - eller hvem ved, måske vil det få helt andre former, måske vil kommende generationer kunne se endnu andre muligheder, hvem ved? Man kunne tænke sig, at der kunne sendes tv hele aftenen i stedet for bare to-tre timer. Man kunne tænke sig, hvem ved, en del af eftermiddagen inddraget. En midnatsforestilling, måske. Skole-tv. Tv-teater, skabt til og i og af fjernsynet. Nye kunstarter! Nye horisonter! Eller man kunne tænke sig, ja, jeg ved snart ikke, måske - det kan jo gå hen og blive teknisk muligt - at man kunne se tv fra fremmede lande, andre kulturer, måske vælge mellem flere tv-stationer, vi ved jo, at det er sådan de gør i De forenede Stater. Og nyhedsformidlingen! Journalisten i selskabet er helt ophidset. Man kunne sende direkte fra folketingsdebatterne, så ikke alt skulle filtreres gennem avisreportagernes farvede masker. Man kunne forestille sig politiske debatter for åben skærm! Tænk hvor meget mere oplysning og bredde en valgkamp kunne komme til at rumme, hvis vi alle sad i samme "forsamlingshus" til samme vælgermøde! Forsamlingshuset Danmark! Tanken har vinger. Endnu et glas Skjold Burnes med tyren ryger indenbords. Aftenen bliver lang og tager natten med, luften er blå af tobaksrøg og kvinderne sludrer om tv-køkken og noget til at beskæftige børnene mens mor gør rent, mens mændene ryger længere og længere ind i de politiske og sociale muligheder med sådan et fjernsyn. Jaja, vi ved godt, der er fremtidsdrømme og fantasier, men hvorfor ikke... Utopia kan være tættere på end vi tror, tænk bare på den bølge af velfærd, der er på vej over landet. --- Forestil Dem nu, at vi tager den samme familie og flytter den 50 år frem i tiden. Nu er det ikke længere fantasier og fremtidsmusik, nu er det virkelighed. For det blev jo muligt, teknikken udviklede sig jo så stærkt - og stærkere. Alle fik deres fjernsyn, og vi fik meget, meget mere at arbejde med og endnu meget større muligheder, end nogen havde drømt om. Nu sidder de der så, spændte, i det fremmedartede stuemiljø, de er havnet i, og hvad sker der. På den mest sete af kanalerne, TV2, i den bedste sendetid, hvor vi har mulighed for at få stort set hele nationen i tale. Sender vi. "Til kamp mod nullermændene". Hvorfor er det så lige, vi gør det? Er det det med at sende noget, folk "ikke vidste, de gerne ville have"? Eller er det det, de 50 år er gået med at finde ud af, at folk faktisk så gerne vil have, at det skal sendes dér, hvor flest muligt sidder ved skærmen? Man kan håbe, at 50'er familien står af her og slukker. For hvis de ser videre - og hvis de giver sig til at zappe - vil de formentlig få et alvorligt kulturchok, oven i alle de andre chok, der kommer tumlende i form af vold, sex, forbrugsmønstre, verdenspolitik og miljøkatastrofer. Før i tiden, måske engang i 50'erne, var det en yndet film- og romangenre at lade en tidsrejsende drage frem i tiden og opdage, hvor galt det vil kunne gå - for derefter at haste tilbage til samtiden og forsøge at rette op på skuden. Måske ville det alligevel ikke være så dårligt, hvis vi kunne få hentet sådan en familie ned i tiden til os, som så kunne hoppe op til 50'erne igen og råbe vagt i gevær. Hvis De netop har læst denne klumme er det ikke sket endnu.