En glædespiges bekendelser

Mai har samleje med 12-15 mænd hver dag

Vi befinder os i en ganske almindelig by, vejen er en ganske almindelig vej, og bygningen, der bærer nummer 22, er et ganske almindeligt hus. Indenfor skal NORDJYSKE mødes med Mai, der har et ganske almindeligt erhverv - i øvrigt verdens ældste. Gennem 25 år har hun tjent til dagen og vejen på lagner i hele Danmark, og på trods af at hun nu har rundet 47 år, så har hun ikke tænkt sig at finde et andet erhverv. Indenfor i den velholdte bordelvilla er Mai i øjeblikket optaget af en kunde. En anden sidder forlegent og venter, mens han nipper til en kop kaffe. Et kvarter senere kommer Mai ud af det rum, der må være "arbejdsværelset". En mand lusker ud af rummet, mens den forlegne kaffedrikker diskret lukkes ind bag døren. Mai når på rekordtid at suge en grøn Look i sig, inden hun drejer rundt og følger efter kaffedrikkeren. Minutterne går, mens telefonen kimer lystigt i villaen. Hver gang besvarer "dørdamen" opkaldene med en præsentation af Mai. - Mai er en mørkhåret, varmblodig nymfoman med store D-skåls babser. Hun har en dejlig solbrun krop, og så er hun god til både fransk og superfransk. Den beskrivelse får nogle til at arrangere et møde, mens andre fortryder opkaldene. Efter cirka tyve minutter er Mai færdig i soveværelset. Hun kommer ud i stuen, og begraver sin let påklædte solariebrune krop i en blød lænestol. Hun tænder en ny cigaret, tager et kraftigt sug og læner hovedet bagover. Da hun har pustet tobakken ud i stuen, begynder hun at fortælle. Pornofilm var starten Det er efterhånden et kvart århundrede siden, at Mai for første gang smed tøjet i erhvervsøjemed. Dengang var det pornofilm, der blev hendes indgang til branchen. - Jeg så en annonce i et blad, og jeg havde brug for pengene, forklarer hun. Mai var nemlig ifærd med tage sig en HF-eksamen, men hun havde ikke lyst til at stifte studiegæld. - Nogen tager et lån, og så skal de betale af på det hele livet. Jeg lavede et par pornofilm, siger hun og trækker på skuldrene. Et dobbeltliv Mai bevarede kontakten med sexbranchen efter sin studietid, for hun kunne lide, hvad hun lavede. Det har dog hele tiden været fra det "almindelige" arbejdsmarked, at hun har haft sin faste indtægt. Mai sørgede nemlig for at tage sig en uddannelse som social- og sundhedsassistent, og derfor har hun i en længere årrække været ansat hos det offentlige - men en ekstra indtægt er skaffet på lagnerne. Enkelte pauser har hun dog taget fra livet som glædespige - på grund af graviditeter. Mai har nemlig været gift, og parret fik tre børn. - Min mand vidste godt, at jeg tjente penge på sex, og det var ikke derfor, at vi gik fra hinanden, fortæller hun. Børnene ved i dag ikke, at deres mor tjener penge på at sælge sin krop. Sådan skal det gerne blive ved med at være. - Jeg er meget moralsk med hensyn til det, for børn skal ikke vide sådan noget. Af samme grund kan man heller ikke finde billeder af Mai på internettet, selv om mange af hendes kolleger reklamerer på den måde. - Det må man ikke udsætte børnene for. De skal ikke risikere at se et billede af deres mor på den måde, siger Mai. En nabo som kunde Mai har hele tiden forsøgt at adskille livet som glædespige fra den øvrige tilværelse. En enkelt gang gik det galt. - En dag løb jeg sgu ind i min nabo, siger Mai, mens hun griner højlydt. - Jeg kan huske, at jeg kom ud i køkkenet, og så sad han bare der på en stol, siger Mai og nikker hen mod villaens køkken, mens hun genskaber situationen for sit indre. Mai husker, hvordan hendes kinder blussede, inden hun fik reageret på det uventede. - Jeg sagde til ham, at det var i orden, hvis han gik, men han skulle fandeme holde sin kæft med det. Mai smiler for sig selv, og slår igen en latter op. - Han gik ikke, siger hun og presser sin tunge frem mod kanten af fortænderne. Socialt arbejde Når Mai skal beskrive det, hun gør, så mener hun, at socialt arbejde er det, der dækker bedst. - Mine kunder, det er ofte mænd, der har et behov, som de ikke kan få tilfredsstillet i et forhold. Indimellem opsøges hun af mænd, som bare har lyst til at snakke lidt. De kommer ikke for at få sex, men blot for at mærke omsorg og varme fra en kvinde, der vil lytte. Mai sætter en ære i at give mændene en god service, når de besøger hende. - Kunderne betaler jo ikke for at se en sur kælling, så det skal serveres ordentligt. Det er hende derfor meget magtpåliggende, at alle kunder får en god behandling. - Alle skal behandles ens, siger hun og holder en kort pause: - Men de er fandeme også ens, når de får tøjet af. Kø på lagnet I dag arbejder Mai ikke længere indenfor sundhedssektoren, og det betyder, at lagenaktiviteterne er blevet optrappet. - På en god dag kan der sagtens være 12-15 kunder, fortæller hun. En normal arbejdsdag begynder midt på formiddagen, og cirka en time før midnat rejser den sidste mand sig fra Mais sengekant. Som hovedregel er Mai glad for sit arbejde, men på de travleste dage er hun helt udkørt ved fyraften. - Når jeg er på vej hjem, så har jeg nogle gange brug for, at jeg lige kører bilen ind til siden. Så lytter jeg til lidt musik og renser på den måde tankerne, inden jeg kører hjem til ungerne. Én af de ældste i faget Mai er efterhånden én af de mest rutinerede i sexbranchen. At hun stadig er dér, det er der en forklaring på. - Jeg tror, at træning og erfaring er vigtigt. Alle og enhver kan gå ind på lagnet og lægge sig på ryggen, men kunsten er at få faste kunder, forklarer hun. Dem har Mai efterhånden skaffet sig en solid kreds af. - Når manden føler, at det er vanedannende at besøge dig, så har du faste kunder, forklarer hun. Mai har aldrig fortrudt, at hun har tjent penge på sex, men hun advarer dog alligevel unge piger mod at gøre det udelukkende for pengenes skyld. - Man skal turde at se på sig selv i spejlet bagefter, forklarer hun og fortsætter: - Der er mange af de unge piger, der bruger alkohol og euforiserende stoffer for at holde det hele ud. Det er noget skidt, siger Mai. Selv har hun dog aldrig haft problemer i den retning. - Jeg har altid haft det godt med det her, og man kan hurtigt mærke, hvis man er havnet på den forkerte hylde. Hvor længe Mai bliver ved med at tjene penge på sin krop, det tør hun ikke spå om. - Så lang tid, at kunderne gider at komme, og så lang tid, at jeg kan give dem noget på den ene eller anden måde. Lige så lang tid synes jeg, at det er sjovt og skægt og hyggeligt. [ Mai er et opdigtet navn, men hendes identitet er NORDJYSKE bekendt.