Prostitution

En glidebane

Vicedirektør Birgitte Kofod Olsen fra Institut for Menneskerettigheder har i Politiken og andre medier været fremme med forslag om, at staten skulle udstede ”licens” til prostituerede for at dæmme op for menneskehandel. Kun ”frivillige” prostituerede skulle kunne få sådanne licenser.

Det undrer mig, at dette institut sætter sin troværdighed på spil ved at politisere i en sådan sag. Jeg ser sådanne licenser som første skridt i retning af legalisering af bordeldrift og rufferi – altså at den ene udnytter den anden til prostitution.For kan det i længden være kriminelt at tjene penge på en prostitueret, når staten med en licens har godkendt, at forholdene er i orden? Og er import af kvinder fra fattige lande i orden, når bare de skriver under på, at de er her ”frivilligt”? Det synes jeg ikke, og jeg ser licensforslaget som en glidebane i en helt forkert retning.