En god byfest skal samle hele byen

Hvad gør en god byfest? I Aars mødte NORDJYSKE tre generationer, en æresborger og en ekspert

Asbjørn With
Optoget gennem Jyllandsgade i Aars er altid et af højdepunkterne under Kimbrerfesten. Også for Ejnar Poulsen, der nød det hele fra sin trappesten sammen med sin svigermor Edith Poulsen og sit barnebarn Catrine Thorup Poulsen. Foto: Asbjørn With
Kimbrerfesten 12. september 2011 06:00

AARS: Det ligger næsten i ordet, hvad formålet med en byfest er. Men om en byfest er god eller ej afhænger af øjnene, der ser. - En god byfest er sådan en, som vi havde i gamle dage, hvor markedspladsen var fyldt med dyr, maskiner og kræmmere. Det kunne jeg få flere dage til at gå med, fortæller Ejnar Poulsen. Han sidder på sin trappesten i Jyllandsgade og spejder efter det traditionsrige optog, som altid er blandt de helt store publikumsmagneter, når Kimbrerfesten nærmer sig sin afslutning i Aars. - Nu holder jeg mig til optoget, for alt det sjove er flyttet ind i messecentret, konstaterer Ejnar Poulsen. Det er hans barnebarn Catrine Thorup Poulsen ikke helt enig i. Der er da lige et par ting, hun skal prøve nede i anlægget, hvor et tivoli vanen tro er med til at sætte kulørte lamper på begivenhederne. Her holder Sten Andersen til. Som direktør for Herning Tivolipark har han gennem 25 år været en del af næsten 1000 byfester. - En god byfest skal kunne samle hele byen både unge og gamle. - Jeg synes desværre, at alt for mange byfester går op i at sælge fadøl, så foreningerne kan tjene penge. Sådan er det heldigvis ikke her, siger Sten Andersen, og remser ingredienserne til en god byfest op. - God underholdning, et godt tivoli, gode vagter, som kan tage konflikter i opløbet og holde ro, så folk er trygge, og så er toiletforholdende helt afgørende. Hvis ikke de er i orden ud på aftenen, så går folk hjem, konstaterer Sten Andersen. - Og der må også gerne være flere telte med forskellige temaer og underholdning, så der er noget for en hver smag på samme tid, fortsætter Sten Andersen. For byens æresborger i 2011 Leo Laursen lever Kimbrerfesten i høj grad op til betegnelsen byfest. Han knokler selv på flere fronter i byens gymnastik- og foreningsliv og netop foreningslivet er Kimbrerfestens sjæl. - Det er vigtigt at hele byen deltager i Kimbrerfesten for det skaber et sammenhold i byen, når alle møder hinanden. Og det er med til at skabe og styrke en fællesskabsånd om byens idrætsliv. Det sammenhold for en god sag tror jeg er med til at gøre Kimbrerfesten til en god byfesten, siger Leo Laursen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...