En god cocktail

Lunt og rart fortalt, men ingenlunde det store drama

TEATER ”Helvede over – himlen under” # # # # ¤ ¤ Vendsyssel Teater har blandet en cocktail, der består af Tom Waits, Niels Hausgaard, Poul Anker Bech og masser af Vendsyssel. Og det er blevet en ganske velsmagende cocktail, for det er en stribe ingredienser, der passer godt sammen. Vendsyssel er og bliver området, hvor Danmark er ved at skvatte i havet for at dukke op som Norge på den anden side af det store blå. Vendsyssel er og bliver området, hvor man simpelthen ikke kan komme længere væk fra parnasset, hvis man mener, at det ligger i København. Det er et udkantsområde, og det er befolket med landsbytosser og andet godtfolk. Det kan kort og godt ikke blive værre. Og det er det, vi elsker. Derfor er Tom Waits' musik også på mange måder lige så vendsysselsk som grønlangkål. Vi er så langt ude, at kragerne vendte allerede nede i Aalborg. Det er en musik, der er befolket af skæve eksistenser. Ikke det gode selskab i almindelig forstand. Men et spændende selskab. Og skal nogen kæde disse sange sammen, så skal det naturligvis være Niels Hausgaard. Der er et åndeligt fællesskab mellem de personer, Hausgaard skildrer og de Waits synger om. I dette tilfælde er brødreparret Kurt og Svend Erik den motor, der binder det hele sammen. Forestillingen er bygget op, så der på skift er en sang og en sketch hele vejen igennem. Og disse små tekststykker er virkelig meget sådan a la Hausgaard. Det er fortællinger, der ligner det, vi hører, når vi er til hans koncerter. Ikke hans meget politiske fortællinger. Men hans jordnære, rammende og uhyggeligt præcise iagttagelser af menneskeheden generelt. Den slags er, ved alle vi nordjyder, uhyggeligt morsomt. Og det er dette stykke også. Det emmer langt væk af Hausgaards særlige humor. Det er underspillet, finurligt, mærkeligt og alligevel spækket med pointer. Vi sidder og griner af de underlige mennesker, men mest griner vi ad os selv. Herligt. Men selv om det er lunt og rart fortalt, så er det ingenlunde det store drama. Det er mest tænkt som underholdning, og der er ikke en fortløbende historie gennem stykket. Det er bare brudstykker af mødet mellem to meget forskellige brødre, der dog kommer til at ligne hinanden mere og mere, som fortællingen skrider frem. Det er dog et sjovt makkerpar, vi møder på scenen: En overfed, hvid dansker (Hans Holtegaard) og en lille, væver neger (Donald Andersen). De er sat sammen som brødre, og konstant hører vi, at de lignede hinanden som to dråber vand, da de var børn: En sort og en hvid mand?!? De har dog bevæget sig i hver sin retning. Den ene er blevet læge og den anden invalidepensionist. Uden synligt handicap. Han er nemlig ordblind. Det er da vist kun Niels Hausgaard, der kan finde på at binde os sådan en historie på ærmet. Spillet foregår i brødrenes fars hus. Det er mildt sagt en svinesti af ragelse, og det er tydeligt, at maleren Poul Anker Bech har haft sine snilde fingre med i spillet, da den scenografi blev udtænkt. Det er ganske smukt i al sin overvældende grimhed. Og passer vidunderligt præcist ind i denne cocktail. Forestillingen har dog et svagt punkt: Der er stort set ingen sammenhæng mellem de 21 musiknumre af Tom Waits, der synges fra scenen, og så den lille historie om brødrene Kurt og Svend Erik. Hvis musikken var blevet brugt, så den havde understøttet fortællingen, ville det have hjulpet en del. Dette virker mere som en cabaret med en masse forskellige numre end som et klassisk teaterstykke. Musikken virker lige så uvedkommende eller tilfældig som musiknumrene i TV 2’s julekalendere. Og den samme historie om de to brødre kunne lige så godt være fortalt til musik af The Beatles, Birthe Kjær, Louis Armstrong, Kandis eller hvad ved jeg. Det er to forskellige ting, der foregår på skift på scenen. Men nu handler det altså om Tom Waits: Sangene spilles/synges ganske pænt, men man kan godt savne grimheden. Den grimhed der er så karakteristisk for Tom Waits. Teksterne er dog flot oversat af Morten Hovmand (der også er instruktør) og Hans Christian Pedersen. Der er mange gange, hvor det lykkes forbløffende godt at ramme tonen fra Tom Waits tekster. Der er også flere tamme oversættelser. Men generelt er oversætterne sluppet godt af sted med den del af projektet. Og det lykkes også helt fint for Henrik Baloo Andersen og hans orkester at sætte et fint musikalsk kludetæppe op bag scenen. Så alt i alt er ”Helvede over - himlen under” et underholdende lille stykke. Det er langt fra et vellykket og vedkommende drama, som man kan gå hjem og tænke videre over, men det er ganske sjovt, så længe det står på. Max Melgaard max.melgaard@nordjyske.dk Tom Waits og Niels Hausgaard: ”Helvede over - himlen under” Instr: Morten Hovmand Scenografi: Poul Anker Bech og Poul Fly Plejdrup Kapelmester: Henrik Baloo Andersen Medvirkende: Hans Holtegaard og Donald Andersen Vendsyssel Teater indtil 17. februar