En god december på plejehjemmet

På Poulstruplund er de ældre selv med til at forberede julen - og de glæder sig til i morgen

POULSTRUP:Når julefreden i morgen sænker sig over de mange hjem i Hjørring Kommune, så sænker den sig også over plejehjemmet Poulstruplund. Selv om man skal tilbringe den 24. december på et plejehjem, så kan man sagtens komme i den rette julestemning, og det har man gjort meget ud af i løbet af december måned på Poulstruplund, der faktisk ikke er et plejehjem, men en såkaldt Leve Bo Miljø, hvor der lægges vægt på at inddrage beboerne og få det hele til at være så hjemligt som muligt. Juleitden giver mange anledninger til at inddrage de ældre. De har været med til at bage småkager, lave juledekorationer, pynte op, lave marcipankonfekt og alle de andre juleforberedelser, der foregår i et normalt hjem. - Det hele foregår i det rum her, forklarer assistent Doris Willadsen og slår armene ud mod det store lyse alrum, hvor der både er køkken og et par lange borde, som beboerne sidder rundt om. Gerda Christensen er i færd med at lave en kæmpe nisse, og to herrer i den anden ende sidder og snakker. De tager også tit et spil bob. Der er julemusik i højttalerne, og der dufter af gløgg fra en gryde på komfuret. - Vi har forberedt os gennem hele december. Vi har pyntet op til jul, og vi har haft besøg af børnehaven, der lavede Lucia optog. Beboerne har været med til at bage, vi har været til julemarked og vi har været ude at købe gaver sammen, fortæller Doris Willadsen. Noget at glæde sig til De i alt elleve beboere bor her midlertidigt og blev forflyttet fra plejehjemmet i Fynsgade, da det skulle renoveres i sommer. Dermed er det første gang, at de holder jul på Poulstruplund, og alle elleve fornær en eller to skal være her den 24. Willy Obel er en af dem, og det har han ikke noget imod. Hans kone kommer også den aften. - Det er godt, at vi er med til forberedelserne. Det gælder om at holde sig i form så vidt muligt, siger han og peger på sit hoved. Jo, hjernen skal stimuleres uanset hvor ung eller gammel man er. - Jeg har blandt andet været med til at bage - og smage!, siger han. Gerda Christensen er blevet færdig med at sætte røde kinder på den store nissemand. Hun er også godt tilfreds med at være på Poulstruplund i julen og har været med til at strikke bamser og nisser. - Julen har jo sin charme, så har man noget at glæde sig til. Jeg tror nok, det skal blive en god juleaften for os alle her, siger hun. Kører om træet Julegløggen er færdig, og der bliver et glas til dem, der har lyst. Køkkenet i alrummet er meget nyttigt. - Vi gør meget ud af at lave så meget som muligt selv. Her får beboerne ikke bare kagerne i en dåse. De er selv med til at bage dem, og de mærker duften af maden, rødkål og sovs og det hele, siger Doris Willadsen. Selve juleaften er også så hjemlig som muligt. Pårørende er meget velkomne også til at deltage i forberedelserne, og december måned igennem er der ekstra mange besøgende, som også er med til at skabe julestemningen. - Vi spiser and og går om træet som alle andre. Kan man ikke gå, kan man måske køre eller i hvert fald sidde og se på træet, fortæller Doris Willadsen. Så på den måde skal det nok blive en hyggelig jul, selv om man ikke længere kan klare at bo for sig selv.