En gratis kampi Viborg

ADH prioritererkvalifikation til ChampionsLeague langt over pokalturnering

ADH-træner Christian Dalmose ærgrer sig over, at pokalopgøret mod Viborgs Champions League-mestre falder så tidligt på sæsonen, at nordjyderne langt fra har fået spillet det nye hold sammen. Foto: Grete Dahl

ADH-træner Christian Dalmose ærgrer sig over, at pokalopgøret mod Viborgs Champions League-mestre falder så tidligt på sæsonen, at nordjyderne langt fra har fået spillet det nye hold sammen. Foto: Grete Dahl

AALBORG:Viborg HK er gjort til storfavoritter, når de i eftermiddag tager imod Aalborg DH i pokalturneringen, og cheftræner Christian Dalmose lægger da heller ikke skjul på, at der venter vigtigere opgaver i sæsonen. - Vi prioriterer i princippet alle kampe lige højt, og en kamp mod de forsvarende Champions League mestre er altid stor, men det er lidt ærgerligt, at opgøret skal spilles så tidligt på sæsonen. Vi er stadig inde i en opbygningsfase med mange nye på holdet, siger ADH-træneren. Nederlag til at leve med Han nævner kvalifikationskampene til Champions League i oktober som det første store mål for klubben, og siger dermed indirekte, at et nederlag til Viborg i eftermiddag vil være til at leve med. Ikke mindst fordi Tanja Logvin, Lærke Møller og sandsynligvis også Ibolja Mehlmann er ude af billedet. - Vi må tage kampen som den kommer, for Viborg er gode hjemme, og selv om de også mangler et par spillere, så svækker det dem ikke væsentligt. - Vi skal i hvert fald ikke ud og løbe med dem, og vi skal nok også opfinde nogle taktiske træk undervejs for at kunne ryste dem, siger Christian Dalmose. Mortensen over det hele Én af de spillere, der kommer til at blive trukket hårde veksler på i eftermiddag er landsholdsspilleren Louise Mortensen. - De senere år har jeg cyklet rundt på banen, og i år kommer jeg nok også til at veksle meget mellem venstre fløj og venstre back. Det har jeg efterhånden affundet mig med, og jeg er indstillet på at det bliver en hård sæson, fordi vores trup stadig er ret smal, siger Louise Mortensen. Hun havde gerne startet sæsonen med en lidt blødere modstander end Viborg. - Det er en hård kamp at lægge ud med, og vi kunne godt have brugt 14 dage mere til at forberede os. Jeg anser Viborg for at være storfavoritter, men dermed ikke sagt, at vi er uden chancer. - Vi har et udmærket hold, og jeg tror godt, vi kan modstå dem gennem en stor del af kampen. Spørgsmålet er bare om vi kan stå hele distancen uden flere af vores bedste, siger Louise Mortensen. Trup bliver bredere Med hensyn til den smalle trup, så giver cheftræner Christian Dalmose udtryk for optimisme. - Når alle er klar, så synes jeg, at vi har en meget stærk trup. Det er klart at vi godt kunne bruge et par spillere mere, men det skal vi også nok få hen af vejen. Hvis ikke det sker før kvalifikationskampene til Champions League, så sker det i hvert fald inden gruppespillet til januar. Bare vent og se, lover cheftræneren. Følg pokalkampen mellem Viborg HK og Aalborg DH direkte på ANR Hit FM ieftermiddag med kampstart kl. 16.