EMNER

En gruppe er ikke hurtigere end den langsomste

BRØNDUM:De to ottendeklasser på Bakkeskolen vil sent glemme den fælles oplevelsestur, de har været på arrangeret af Hjemmeværnet, Aars. Formålet med den var at lære eleverne sammenhold, samarbejde og respekt for den enkeltes evner. Lærere og forældre kendte til turens indhold overordnet set. Eleverne havde til gengæld ingen idé om, hvad weekenden ville bringe. De vidste blot hvor og hvornår de skulle møde, samt hvad de måtte medbringe og i særdeleshed, hvad de ikke måtte pakke i bagagen så som penge, mobiltelefon og slik. Eleverne skulle selv etablere deres lejrplads inklusiv bivuak, og så skulle aftensmaden indfanges. Det var ørreder i et stort kar, og de skulle fanges med hænderne, renses og steges over bål. Den første nat bød på løb med forskellige poster. På andendagen skulle der ekserceres, og fejl og manglende tilsyn med fælles materiel blev straffet kollektivt med armbøjninger. Dernæst gik det ud over heden i tre unimogs - hvis ikke eleverne her blevet rystet sammen, så blev det i hvrt faldt rystet igennem. En gruppeopgave lød på at bygge bro over en å, og opgaven blev løst, selvom alle ikke var lige tørre bagefter. Eleverne skulle klare sig med feltrationer, hvilket ikke var så ringe endda: Rugbrød, smelteost, leverpostej, honning, tandbørste, skuresvamp, pulverkartoffelmos, Beuf Stroganoff og ikke mindst kiks, tyggegummi og chokolade. Om aftenen blev der hygget i lejren, og eleverne fik lov til at blive i soveposerne om natten. Morgenmaden næste dag skulle findes i skoven, og så blev kursen sat mod Bakkeskolen.