En håbløs kamp

Socialrådmand forstår godt, at flere har svært ved at få det til at løbe rundt

AALBORG:- Det er både sørgeligt og forargeligt... Socialrådmand Birgit Ekstrøm (S) lægger ikke fingrene imellem, når hun skal beskrive de forhold, som har fået flere og flere til at søge julehjælp hos de private hjælpeorganisationer. - Vi mærker det også i forhold til socialforvaltningens eget jule-legat, forklarer hun. - Det drejer sig typisk kun om en 500-600 kroner, men vi har alligevel fået flere og flere ansøgninger i de seneste år, fortæller hun. Legatet søges via de lokale socialkontorer, og derfor har rådmanden endnu ikke noget overblik over, hvor mange det drejer sig om i indeværende år. - Der er uden tvivl tale om en sørgelig udvikling, siger hun. - Ansøgerne rammer typisk mod det ny loft for udbetaling af kontanthjælp eller også er de flygtninge på starthjælp, og så er der stort set ikke råd til noget som helst udover de faste udgifter, forklarer hun. Motivation Som socialråd har Birgit Ekstrøm gentagne gange forsøgt at få ministeren i tale. Men han henviser - ifølge hende - bare til, at det skal motivere flere til at finde sig et fast arbejde. - Men hvor skal det komme fra. Det har ministeren jo ikke noget svar på, fortsætter Birgit Ekstrøm. Hun er især bekymret for de mange børn, som hverken har råd til at dyrke fodbold eller andre former for fritidsinteresser. For rammer - ifølge hendes opfattelse - også deres muligheder for at blive integreret i det danske samfund. - Men det er som at slå i en dyne, siger hun. - Vi har protesteret mod forholdene adskillige gange, men indtil nu er vi desværre ikke rigtigt kommet nogen vegne, forklarer rådmanden.