Sundhedspolitik

En håndfuld bøder det første halve år

Værtshuse og pubber tegner sig for en tredjedel af overtrædelserne af rygeloven

Det er Arbejdstilsynet (AT), der skal kontrollere, at rygeloven bliver overholdt. Fra loven trådte i kraft 15. august 2007 og til nytår, gav AT råd og vejledning og fra 1. januar er der blevet givet påbud og bøder. – Vi har besøgt flere end 20.000 arbejdspladser og det generelle indtryk er, at de fleste overholder loven, oplyser Tanja Krabbe fra AT. Restauranter og værtshuse tegner sig for cirka en tredjedel af de problemer, der er med rygeloven. – Vi tjekker rygeloven i forbindelse med det generelle tjek af arbejdsmiljøet og undersøger dels om der ryges, hvor det ikke er tilladt, dels om de enkelte steder har en rygepolitik. Ved overtrædelser af loven udsteder vi et påbud og når vi snakker rygning, er det et strakspåbud, som skal efterleves her og nu. Hvis det handler om manglende rygepolitik, får de en frist på tre måneder. Et påbud følges op af et besøg, hvor AT kontrollerer om reglerne stadig ikke overholdes og er det tilfældet, sender AT sagen videre til politiet, og så står restauratøren til en bøde. En håndfuld bøder Ifølge Tanja Krabbe er der faldet bøder i "en håndfuld tilfælde". Af cirka 20.000 arbejdspladser, der har haft besøg, er der i cirka 400 tilfælde konstateret, at der blev røget i strid med reglerne, mens cirka 1500 ikke havde nogen rygepolitik. – Det er et forholdsvist lille tal, men det er selvfølgelig unfair konkurrence, når nogen ikke overholder reglerne. Vi kan bare ikke være alle steder på én gang og må tage det lidt hen ad vejen. – Får vi konkrete klager, fra kunder, ansatte eller konkurrerende virksomheder, følger vi op på dem, ligesom vi er opmærksomme på, at vi skal besøge værtshuse på de tidspunkter, hvor der kan være potentielle problemer, siger Tanja Krabbe.