Hobro IK

En håndfuld spillere på kontrakt i Hobro

Topscorer Rene Svendsen lavede to mål, da Hobro sikrede sig en ny sæson i 2. division. Arkivfoto: Lars Pauli

Topscorer Rene Svendsen lavede to mål, da Hobro sikrede sig en ny sæson i 2. division. Arkivfoto: Lars Pauli

HOBRO:En syvendeplads i klubbens første sæson som 2. divisionshold i fodbold kunne Hobro IK skilte med i fjor. - Og den placering går vi efter at forbedre, lyder det frisk og frejdigt fra såvel formand Bøje Larsen som træner Jens Hammer Sørensen, selv om de begge er bekendte med, at den anden sæson i en række som regel er den sværeste. - Vi ved godt, at det kan blive svært, men vi vil ikke ligge og rode i bunden, siger Bøje Larsen. - Vi har ambitioner om at prøve kræfter med 1. division, men det er vi ikke gearet til, hverken organisationsmæssigt eller økonomisk lige nu, så det må gerne vente et år eller to. Men vi arbejder fremad, sige han, understreget af, at man i denne sæson for første gang har tegnet kontrakt med fem af sine spillere, Peter Thomsen, Mads Justesen, Rene Svendsen, Peter Mark og Rasmus Ingemann. - Og kommer der en enkelt mere med det rette niveau, så napper vi ham også, lyder det fra formanden. Jens Hammer Sørensen har som en af de eneste trænere i rækken valgt at spille 3-5-2, og det agter han at fortsætte med. - Vi vil gerne spille fodbold, og så er det vigtigt at have mange folk på midtbanen, og da de fleste hold kun har to angribere, så vil vi ikke holde flere end tre mand i kæden bagude. Jeg ved, der bliver scoret mål mod os på den konto, men vi går efter at lave flere mål, siger han om det system, han vælger at holde fast i. Mark Vestergaard fra Nørresundby, Ruben Nygaard fra Randers og Daniel Kirk Sørensen fra Viborg er tre af de seks-syv nye spillere i Hobro IK, der kommer tættest på førsteholdet, idet man også kan henregne Henrik Jacobsen, hobroenser, som efter to år i Tyskland er vendt tilbage, til de nye. Ingen af spillerne fra sidste års hold har forladt klubben. Dog har Rasmus Rosenkilde for nærværende trappet lidt ned på grund af andre gøremål, men han er ikke ude af billedet, så man vælger at sige, at han lige nu står på stand-by. Premiereopgøret ude mod Jetsmark er ikke sæsonens letteste opgave, men i fjor tog Hobro fire point mod de nordjyske rivaler, og det er med oprejst pande, himmerlændingene drager til Vendsyssel. - Vi går efter tre point, men vil være tilfredse med et, siger Bøje Larsen, og træneren kan kun bekræfte målsætningen, for i Hobro IK har man mod på tilværelsen og et optimistisk udgangspunkt: Man sluttede af med at slå Jetsmark inden sommerferien. Det kan man lige så godt begynde den ny sæson med også.