En hård verden

Jeg tror, at dansk fodbolds disciplinær komité skyder sig selv i foden, når man idømmer karantæne til aktørerne for at komme med nedsættende udtryk om andre implicerede. Man hører allerede om sponsorer, der vil trække sig, hvis man fjerner livet fra atmosfæren.

Det er klart, der skal være en grænse, men de udtalelser, som Peter Graulund på seneste og sidste år Carsten Broe kom med om en dommer umiddelbart efter en kamp, kommer efter min mening ikke i nærheden af denne grænse. De fortæller jo mere om de pågældendes egen frustrerede tilstand. Jeg må måske heller ikke påstå, at bestemte ledere i dansk fodbold er små tykke mænd, der ved korruption og på trods af uduelighed har skaffet sig de pladser, som andre små tykke mænd, der sidder på deres pladser af de samme grunde, har skaffet dem, uden at jeg skal have karantæne som tilskuer til gamet. I øvrigt ved jeg af erfaring, at det ikke altid er de bedste dommere, der bliver ført frem til de bedste kampe af de selv samme små, tykke mænd, så måske har den lille korruption blot forpligtet de små tykke mænd i ledelsen til at agere, som de gør. Det gælder ikke bare i fodbold, men sådan er gamet. Det er en hård verden, vi lever i.