En hal er ikke bare en hal

Store perspektiver i Tolne Efterskoles multihal, der åbner sig for lokalsamfundet

TOLNE:Mens svenske og hollandske fodboldfans bed negle til synet af lørdag aftens EM-kvartfinale, klappede knap 300 gæster i stedet tandsættet om en kalvefilet, da Tolne Efterskole indviede sin nye multihal. Aftenens første indvielsestale stod den radikale leder, Marianne Jelved, for, og det var ingen tilfældighed. Som den tidligere økonomiminister påpegede ved ankomsten overfor NORDJYSKE, så er netop en skole som Tolne Efterskole, hvor der tages hånd om unge med særlige behov noget, der ligger hendes parti nært. - På turen herop tænkte jeg på, at vi får flere og flere muligheder, men betyder det, at vi kommer til at tænke mere og mere på os selv - det er et problem, for vi kan ikke undvære hinanden, lød det fra den radikale leder, som også fortalte om en togtur fra København til Odense, hvor toget var spækket med Brøndby- fans på vej til udekamp - og da hun forlod toget mindede hun dem om, at de skulle passe godt på sig selv. - Men jeg skulle jo have sagt: Pas godt på hinanden. Ordet skaber, hvad det nævner, tilføjede hun med Grundtvig-reference for at vise, at et demokrati kræver deltagelse, og skal skabe mulighed for selvbestemmelse og personlig frihed. - Tak til jer, der har været med til at skabe et sted, som giver unge med særlige behov muligheder, de ellers ikke ville have fået, sagde hun. Forstander Jens Kjær fortalte senere om nogle af de pædagogiske bagtanker med, at hallen skal åbnes mod lokalsamfundet. - Eleverne kommer til at stå stærkere, end når de står alene på udebane i en idrætsforening. På denne måde bliver den svage pludselig den stærke og rollerne byttes om. Borgmester Søren Risager (V) fortalte om et forældrepar med en elev på skolen: - De sagde, at opholdet her på skolen var det bedste, der var sket for deres datter. Hun havde i den gråd fået mod på livet - her fik hun lov til at udnytte og viderudvikle de evner, hun har.