En hal til en krone

Lokale foreninger vil overtage Skallerup Hallen på Villerupvej. Arkivfoto: Henrik Louis

Lokale foreninger vil overtage Skallerup Hallen på Villerupvej. Arkivfoto: Henrik Louis

Skallerup Hallen forventes overtaget af lokale foreninger, som vil købe den af kommunen for en krone, så hallen fremover bliver selvejende.

Det forventes at medarbejder følger med over ved forretningsoverdragelsen.

Et enstemmigt Fritids-, Kultur- og Bosætningsudvalg, som havde sagen til diskussion på sit seneste møde, vil anbefale salget til byrådet. Skallerup Hallen står på kommunens såkaldte exitliste over bygninger, som kommunen ikke nødvendigvis skal drive.

- Som selvejende institution får Skallerup Hallen lidt større frihedsgrader til at lave kommercielle arrangementer, siger udvalgsmedlem Børge Bech (S).

- Hallen har været kombineret med en daginstitution og foreningerne mener, at der kan laves en fornuftig samdrift.

Der har været forhandlinger det seneste år mellem Hjørring Kommune og en arbejdsgruppe, som repræsenterer de lokale foreninger i området.

Det vil fremgå af den nye selvejende institutions formålsparagraf, at hallen skal bruges til idræt, skole, daginstitutioner, ungdomsarbejde, møder, kulturelle arrangementer og desuden være samlingssted for områdets folkeoplysende foreninger og interessegrupper.

Den selvejende institution Skallerup Hallen vil fremover få støtte via haltilskudsmodellen og via lokaletilskud til aktiviteter i Skallerup Hallen.

Den selvejende institution Skallerup Hallen har søgt om at måtte overtage hallen pr. 1. januar 2017.

Skalleruphallen blev opført i 1973 og er på 1.429 kvadratmeter.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.