En halv time for læseheste

Eleverne på Serritslev Skole læser en halv time hver morgen - alle sammen. Målet er at blive bedre til at læse

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Der er forskel på både historierne og antallet af sider, men eleverne hygger sig alligevel, som f.eks. Mads Larsen og Anton Funder (th) - endda så meget, at nogle tager bøgerne med hjem i weekenden.

En lille flok piger slår døren til Serritslev Skole op med et smæk. - Heldigvis, udbryder en af dem, da de ser en parkeret bil foran skolen. En bog er glemt derhjemme - og ikke en hvilken som helst af slagsen. Siden mandag i sidste uge har alle elever på Serritslev Skole læst i en halv time hver eneste morgen i bøger, de selv har valgt. Klokken ringer ind i samme sekund, pigerne når tilbage til skoledøren. Benene går som trommestikker for at nå op i klassen, hvor de andre elever sidder klar med deres bøger. Kort efter har stilheden sænket sig over Serritslev Skole. - De er bare så stille og rolige. Det er fordi, der bliver læst, forklarer Kim Højbo med et smil. Hygge for læseheste i 2. klasse I 2. klasse er der gjort noget ekstra for at den halve læsetime bliver hyggelig. Eleverne har tæpper, puder og soveposer med. Lyden af sider, der bliver vendt, er stort set det eneste, der høres. Signe Bisgaard og Nanna Nielsen sidder sammen i klassens sofa, godt pakket ind i tæpper. Flere af børnene læser eventyrhistorier i nyere udgaver. - Jeg læser "Slim i lange baner", forklarer Nanna Nielsen og viser bogen frem. Hendes klassekammerat, Mads Larsen, har også fundet en eventyrbog - om piraten Jack Sparrow. En historie, der er filmatiseret. Der er mange sider, men Mads Larsen er næsten færdig. - Jeg begyndte i fredags, og så har jeg læst meget i weekenden, forklarer han. Andre har fundet de gamle børnebøger som f.eks. Gummi Tarzan på bibliotekets hylder. - Det kommer jo an på, hvad der interesserer dem, forklarer Kim Højbo, der påpeger, at det at vælge selv er vigtigt - og årsagen til, at der er så stille. Forskel på læsning - Der er forskel på at oplevelseslæsning og at læse for at lære, forklarer Kim Højbo. - Normalt læser de noget, de skal læse. Det her giver en oplevelse. Det åbner en hel ny verden for dem, forklarer Kim Højbo entusiastisk, der specielt har oplevet, at de ældre elever er blevet positivt overraskede. Forløbet med en halv times læsning hver morgen løber over fire uger, men håbet er, at det kan blive et mere fast indslag på skolen.