En handicappet strukturreform?

Et væsentligt formål med de kommende strukturændringer er gøre livet lettere for borgerne: Det offentlige skal være knapt så bureaukratisk og behandlingen af borgerne skal være billigere og skal ske tættere på borgerne.

Med afskaffelsen af amterne kommer man et godt stykke af vejen. I forbindelse med de verserende drøftelser støder man ofte på bekymringer fra folk, som har med handicapområdet at gøre. Bekymringerne opstår ved udmeldingerne om, at regionerne kun skal tage sig af sygehusområdet, og at kommunerne derfor skal overtage ansvaret for hele handicapområdet. På nuværende tidspunkt er kompetencen på handicapområdet delt mellem amter og kommuner således, at amtet - groft sagt - tager sig af de forhold, som kræver særlig viden, og som oftest er omkostningstunge som. f.eks. boformer til længerevarende ophold. Mange er derfor bange for, at den specialviden, som amterne sidder inde med skal forsvinde, hvis ikke regionerne også skal overtage amtets nuværende del af området. Bekymringerne kan dog heldigvis manes i jorden: De folk, som nu behandler sagerne i amterne, flytter med over i kommunalt regi. Hvis man kan garantere dette, er problemet i alt fald løst. Men problemet er nu ikke sådan lige at gøre op med, for kan man nu også være sikker på, at de erfarne folk i amtet ønsker at flytte arbejdssted? Og hvor ligger den nye arbejdsplads i det hele taget? Hvad med dem, der får længere transporttid? Og hvad med dem, der nærmer sig efterlønsalderen, har de lyst til at begynde et helt nyt sted? Et af midlerne til at give borgerne en bedre service skulle jo være, at borgeren undgik at blive kastbold mellem amt og kommune, hvilket naturligvis opnås ved nedlæggelse af amterne. I mit virke i Det Sociale Nævn ser jeg imidlertid også eksempler på, hvordan kommuner– også på handicapområdet - forsøger at få amtet eller andre kommuner til at "punge ud", hvis det kan lade sig gøre. Kommunernes incitament til at betale penge til andre kommuner er ikke stort. Jeg kan derfor frygte, at de gode idéer om også på handicapområdet at få kommunerne til at samarbejde eller købe sig til ydelser hos andre kommuner kan medføre utilsigtede økonomiske slagsmål, hvor borgeren stadig er kastebold. I værste fald kan det ende med, at borgerne får en dårligere service end før, især når man tænker på, at den hjælp, som borgerne har krav på ofte er meget dyr, og at hjælpen i mange tilfælde skal ydes i adskillige år, hvorfor mange kommuner vil gå langt for at slippe for at betale. For at berolige bekymrede folk, håber jeg, at nogle af de borgerlige folketingsmedlemmer, som både har indsigt i økonomi, socialret og den virkelige kommunale verden, vil ytre sig klarere om disse problemer. (Og er man nu helt sikker på, at regionerne alligevel ikke også skal have handicapområdet under sig?)