En hel uge med tricks og finter

Dronninglund IF står i spidsen for kredsens største håndboldskole

DRONNINGLUND:En maskeret aflevering bag om ryggen og et scoringsforsøg, hvor bolden skydes mellem egne ben på vej mod netmaskerne. Det er bare nogle af de finter og tricks, som de 87 deltagere på denne uges håndboldskole i og omkring Dronninglund Idrætshal har forsøgt sig med. Temaet for årets håndboldskole har nemlig været "At trylle med bolden", og det er derfor de håndbold-tekniske lækkerier, der har været i højsædet for 87 drenge og piger i aldersgruppen 8-14 år. Det er håndboldafdelingen i Dronninglund Idrætsforening, der for andet år i træk står for håndboldskolen i og uden for idrætshallerne ved Dronninglund Skole, og for lederen af håndboldskolen, DIF-konsulent Morten Henriksen, er det kommet som en overras-kelse, at DIF i sit kun andet år med en håndboldskole kan bryste sig af at have den største af sin slags i den nordjyske Kreds 1, der strækker sig helt ned til syd for Limfjorden. - Vi må jo gøre et eller andet rigtigt, konstaterer MortenHenriksen, der samtidig erkender, at han i mandags var lidt nervøs ved at skulle have 30 flere deltagere end ved debut-skolen i fjor. - Men det er gået ganske fornuftigt. Vi har delt deltagerne ind i fire forskellige hold med to ledere til hvert hold, og da vi samtidig har haft vejret med os, så har det bare været rigig godt. Håndboldskolen har mandag, tirsdag og torsdag budt på både finte- og trick-træning samt en bred vifte af hårdt udkæmpede håndboldkampe, men onsdag gik turen til Asaa Strand, hvor der ud over strandhåndbold også blev budt på en masse andre strand-løjer plus selvfølgelig en dukkert i det sommerlune vand. Derudover bød onsdagen på et besøg af Aalborg 's nye stregspiller, den russiske stjerne Natalia Deriugina, og efter at hun på lettere gebrokkent dansk havde givet håndboldskoleeleverne en række tips til gode finter og tricks på håndboldbanen, så var også den efterfølgende mulighed for at få stjernespillerens autograf populær blandt de unge håndbold-spirer. Håndboldskolen slutter i dag med intet mindre end et lokalt håndboldskole-VM, og her blandes holdene på tværs af alder. Mens det på papiret godt kunne tyde på, at de mindste af spillerne går ind til en dag, hvor de skal trynes, så bliver det imidlertid langt fra tilfældet, idet der i VM-kampene også uddeles ekstra point, når det er de små spillere, der scorer. Det samme gælder i øvrigt, hvis der på holdene gennemføres nogle af de tricks og finter, der er blevet øvet på i ugens løb. - Vi har været stresset i ugens løb, men når det hele så alligevel går op i en højere enhed, så er det her sjovt at være med til, slutter Morten Henriksen