EMNER

En hel uge uden bøger

GANDRUP:Eleverne på Gandrup Skole har netop afsluttet en hel uge uden bøger, idet ugen i stedet var valgt som emneuge. For de mindste har ugen mest budt på cirkus. Der er blevet øvet og trænet i stor stil med alt fra klovneri via linedans til tryllekunster, og efter en generalprøve på cirkusforestillingen torsdag var der fredag premiere for forældre og bedsteforældre med stor succes. På mellemtrinet er der i ugens løb blevet arbejdet med vikinger. Der er blevet vævet, syet dragter og bygget små kopier af vikingelængehuse. Snobrød og vikingedrama/skuespil blev der også tid til. På 5. klassetrin blev der arbejdet ihærdigt med de mange intelligenser, og alle børn fandt her ud af, at de var kloge på en eller flere intelligenser. Nogle opdagede, at de var enten sprogligt, matematisk, sociale eller musikalsk intelligente. Klasserne arbejdede også i musikcafeer en del af tiden, hvor samspil blev øvet for fuld udblæsning. 7. klasseleverne har brugt ugen til at fokusere på matematik og erhverv. Her blev der blandt andet set nærmere på sikkerhed på arbejdspladsen, ligesom der også blev tid til at undersøge beskæftigelsesmuligheder i Gandrup by og omegn. 6. klasserne deltog ikke i emneugen, fordi de var på lejrskole på Bornholm, og 8. klasserne var på skolerejse i Ungarn, mens 9. klasserne svedte til skriftlig eksamen.