Brønderslev

En heldig kartoffel

Vildmosemuseet lod søndagen stå helt i kartoffelens tegn

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Schiønning Petersen er frivillig hjælper på Vildmosemuseet.Foto: Kim Dahl Hansen

BRØNDERSLEV:Vildmosekartofler og Vildmosemuseet hænger helt naturligt sammen, og derfor var det heller ikke tilfældigt, at museet i Brønderslev markerede afslutningen på sæsonen og efterårets komme med en "kartoffelens dag".

På museet blev der fremstillet kartoffelmel, som man gjorde det under sidste verdenskrig.
- Da var kartoffelmel som alt muligt andet rationeret, så maskinen til kartoffelmel gik på rundtur på gårdene, fortæller 80-årige Lisbeth Nysted Jensen, der tydeligvis har håndelaget til at fremstille melet ud af kartoflerne.
Vildmosemuseet har tidligere også anvendt kartofler fra egen jord, ligesom man har høstet havre med le ved efterårets begyndelse.
- Museet og kartoflen hører naturligt sammen, og denne gang har vi lavet mel og kogt suppe af kartoflerne, fortæller afdelingsleder Helga Sivesgaard Olesen.
Desuden havde de besøgende også mulighed for kast med kartofler efter dåser, kartoffelvæddeløb og kartoffeltryk, ligesom museets købmandsbutik holdt åben.
I butikken var der naturligvis også mulighed for at købe rigtige Vildmosekartofler.
- Selv om sæsonen nu officielt er slut på Vildmosemuseet, har vi fortsat stadig åbent for børnehaver, skoleklasser, foreninger og andre grupper efter aftale, siger Helga Sivesgaard Olesen.
Et enkelt arrangement er der dog stadig i vente i år på Vildmosemuseet, og det er den første weekend i december, hvor der traditionen tro er "Jul i gamle dage".
Men søndagen var helliget den heldige kartoffel.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.