En helt automatisk succes

I al stilhed har Bila på Mors forvandlet sig fra et lokalt maskinværksted til landets største virksomhed inden for robot- automatisering. Og intet tyder på, at væksten vil aftage. Tværtimod

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Viden er værdi. Eltekniker Allan Kjærgaard tester en produktionslinje, før den leveres til kunden, som næsten altid er med til den afsluttende test, så de er sikre på at få produktionslinjen, nøjagtigt som de ønsker. Foto: Peter Mørk

Hvad skal vi danskere leve af, når Vestas og andre store industrivirksomheder flytter produktionen til udlandet? Et godt spørgsmål, som fortjener nogle gode svar. Og et af dem finder man måske på Mors. Nærmere bestemt i industrikvarteret Food Park nogle få kilometer vest for Nykøbing, hvor virksomheden Bila holder til. Bila er et skoleeksempel på, hvordan en lille lokal virksomhed kan forvandle sig til en stor eksportorienteret virksomhed - med de knap 100 medarbejderes viden som sin absolut vigtigste vare. Bila blev grundlagt i 1988 af makkerparret Per Bis- gaard og Jørn Larsen som en nichevirksomhed med speciale i rustfrit stål. Ideen var, at Bila skulle servicere de fødevarevirksomheder, som efter planen skulle have til huse i Food Park. Men fødevarevirksomhederne blev væk, og i stedet udviklede Bila sig til et maskinværksted, der kunne servicere et bredere spektrum af virksomheder, især inden for træindustrien. Palomat Først i 90'erne udviklede Bila "Palomat" - en maskine, der kan håndtere paller. Den viste sig at være et pletskud, som straks fra start gav en stabil omsætning. Det gør den stadig den dag i dag med en stort set uændret teknologi. Efter selv at have eksperimenteret med robotter begyndte Bila sidst i 90'erne at forhandle Kawasaki-robotter og at lade dem indgå i de produktionslinjer, de byggede for andre virksomheder. - Vi var pionerer på området. Det gav selvfølgelig nogle tæsk, men vi tjente også penge. Det gik fornuftigt, fortæller økonomichef Jens Erik Majgaard. Igen ramte Bila plet. Fuldautomatiske, robot-støttede produktionslinjer, skræddersyet til den enkelte kundes behov, udviklede sig hurtigt til en sællert. For hurtig vækst Fra 2005 begyndte det at gå rigtig stærkt. Omsætningen voksede med 30 procent om året til godt 100 millioner kroner i 2007, og medarbejdertallet gik fra 50 til 85 på blot to år. - Væksten skete så hurtigt, at vi ikke kunne følge med. Kombinationen af for mange ordrer og for mange nye medarbejdere gik ud over resultatet. Vi realiserede godt nok vores projekter, men tjente ingen penge. - Problemet var, at vi ikke helt havde indset, at vi ikke længere var et maskinværksted, men en vidensvirksomhed. Kunderne købte ikke så meget vores produkter som vores evner til at rationalisere deres produkter, forklarer Jens Erik Majgaard. Bila var på det tidspunkt ejet af Per Bisgaard og hans bror Jan, efter at Jørn Larsen havde trukket sig ud. I efteråret 2007 blev ejerforholdene ændret markant. Kapitalfonden Industriudvikling blev hovedaktionær med en andel på 40 procent. Andre 40 procent blev fordelt blandt ledende medarbejdere, de sidste 20 procent hos lokale banker. Forvandling Samtidig med ændringen i ejerforholdene blev der for alvor sat system i forvandlingen til vidensvirksomhed. Konsulenter udefra blev hyret til at få styr på arbejdsgangene, og det hjalp. - Der var flere forhold, der skulle ændres. For det første produktionen af Palomat. Den optog 25 procent af vores kapacitet, men udgjorde efterhånden kun 10 procent af omsætningen, fortæller Jens Erik Majgaard. - For det andet havde vi selv udviklet vores it-systemer, og derfor var det de samme syv-otte medarbejdere, der skulle tilkaldes, hver gang noget skulle ændres. Det skabte flaskehalse. - For det tredje var det uklart, hvem der havde hvilke roller i et projekt. Funktionerne blev opdelt, og det betød blandt andet, at det ugentlige møde, hvor vi gennemgik vores projekter, kunne skæres ned fra to timer til 20 minutter. - For det fjerde havde vi ikke struktur på vores salgsarbejde. Også det blev det gjort noget ved, siger Jens Erik Majgaard. Vokseværk Resultatet er til at få øje på. I løbet af det seneste år er Bilas omsætning vokset med 30 procent, eksportens andel er vokset fra 25 til 60 procent, der er atter sorte tal på bundlinjen, og der er konstant brug for nye medarbejdere - i øjeblikket omkring en halv snes stykker. Bila har ingen planer om at flytte fra Mors, men har netop åbnet en afdeling i Århus i erkendelse af, at det er lettere at tiltrække kvalificerede medarbejdere dér. Bila er i dag Danmarks største virksomhed inden for robot-automatisering, og alt tyder på, at væksten vil fortsætte. På spørgsmålet, om omsætning og overskud vil være fordoblet om fem år, svarer Jens Erik Majgaard: - Bestemt. Men hvem siger, det skal tage fem år?