En helt nødvendig jubilar

Klitgården blev født i ruinerne af Tversteds gamle forsamlingshus

Tversted 28. oktober 2002 07:00

TVERSTED: Hvad saks, kopimaskine og en pæn sjat klister tilsat en hel del arbejdskraft kan resultere i, kunne man ved selvsyn konstatere, hvis man lørdag eftermiddag slog et smut omkring Klitgården i Tversted. Bag de gule mursten foregår der en hel del i det lokale borgerhus, som er en selvejende institution, og det har der efterhånden gjort i 25 år. Derfor var alle interesserede inviteret til en visit på Klitgården, der i dagens anledning blandt andet bød på en omfangsrig udstilling fra den lokalhistoriske forening, der i øvrigt har deres egne kvadratmeter på Klitgården. Omkring 15 meter avisartikler, gamle dokumenter, billeder med mere var linet op, så gæsterne kunne få et indblik i de historiske milepæle - ikke bare for Klitgårdens vedkommende, men også for Tversteds gamle og forhenværende forsamlingshus. Nedgang Blandt de tilstedværende var naturligvis formanden for Klitgårdens bestyrelse, Bjarne Knudsen, der betegner Klitgården som byens værested. - Udlejningen har været vigende de seneste par år. Sidste år oplevede vi et fald på 25 procent, fortæller formanden, der påpeger, at der er andre om buddet, når det gælder om at stille kvadratmeter til rådighed for selskablighederne. - Vi må se, om vi kan gøre det lidt mere spændende, tilføjer formanden, der gerne så - når pengekassen vel og mærke igen rammes af højvande - at man friskede selskabslokalerne lidt op. Eksempelvis ved at få større vinduer sat i og dermed lukket mere lys ind i gemakkerne i det lidt mørke 70'er-byggeri. Klitgården får blandt andet et pænt beløb hvert år via sit engagement i Tversted Marked, og ellers nævner Bjarne Knudsen de faste lejeindtægter fra blandt andet turistkontor og en velindrettet juniorklub, som værende af stor betydning. Parti-strid Af udstillingen fremgik det blandt andet, at Tversted Forsamlinghus, der sidst i 1800-tallet blev opført for mindre end 3000 kroner, blev eksproprieret og jævnet med jorden i forbindelse med en vejudvidelse, men selv om det gamle hus fysisk er pist borte, lever nogle af historierne videre om huset. Blandt andet skulle en ret bemærkelsesværdig episode havde udspillet sig i spændingsfeltet mellem radikale og Venstre-folk i sin tid. De radikale havde lejet forsamlingshuset en vinteraften, hvor sneen var føget ind på loftsrummet, hvilkede krævede en hel del arbejde at få fjernet. Ikke desto mindre blev sneen skovlet tilbage på loftet, da den radikale sammenkomst var færdig, for huset, som vist nok efterfølgende skulle tages i brug af Venstre-folk, skulle jo afleveres i samme stand, som det blev taget i brug...

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...