En helt ny chance

Borgmestertiden er forbi, og Mikael Klitgaard ser tilbage på otte alsidige år.

7
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Mere i løn - der var trængsel og eftertænksomme minder i byrådssalen i 2007, da social- og sundhedspersonalet krævede lønløft. Foto: Henrik Louis

Han bruger sukker i kaffen. Og sådan er det altså. - Et år havde jeg som nytårsforsæt, at jeg skulle stoppe med at bruge sukker. Det gjorde jeg så et helt år - for jeg holder jo, hvad jeg lover. Men jeg vænnede mig aldrig til det, smiler han med henvisning til, at sukkeret efter et år var retur i kaffekoppen. Og når nu talen er faldet på laster, konstaterer Mikael Klitgaard i samme åndedrag, at han bevæger sig for lidt. - Jeg sidder for meget på kontoret - det er simpelthen usundt for kroppen, tilføjer han med en snert af irritation. - Før hen gik jeg til volley, men der har ikke været tid. Det kan være, jeg skal til det igen, tilføjer han. En fjerde chance Da nytårsklokkerne lød var det for Mikael Klitgaards vedkommende ikke alene et farvel til 2009, men også til borgmesterhvervet i Brønderslev Kommune. Og hvad skal førstemanden nu fylde sin dag med? - Jeg er ude at søge arbejde. Jeg har jo fået en fjerde chance. - Jeg har været landmand - har i dag et landbrug med 125 hektarer. Jeg blev lærer og var på Hjallerup Skole i 18 år. For 12 år siden kom jeg i byrådet, og efter fire år blev jeg valgt til borgmester. Nu har jeg chance for at prøve noget nyt. Jeg har søgt forlænget orlov fra lærerjobbet et år, fortæller han uden dog at røbe, hvad han vil prøve kræfter med. - Jeg var ked af det i 14 dage efter valget, men nu skal jeg videre. Og et eller andet sted kan det godt give lidt glæde - det er helt i min ånd, smiler han. Høje krav Borgmesterjobbet har givet ham kontakt med et væld af mennesker både lokalt, regionalt og nationalt - og ingen tvivl om, at han stortrives med hvervet. - Det har været et fantastisk job - spændende og alsidigt. Jeg fik mit ønskejob for otte år siden. Jeg har altid brændt for det politiske og muligheden for at gøre en forskel. Han betragter samtidig borgmesterhvervet som en bunden opgave: - Du skal sikre borgerne så meget service som muligt samtidig med, at du er økonomisk ansvarlig. Det har jeg brugt meget tid på - og måske også for meget tid. I det her job skal man selv prioritere sine kræfter. - Jeg har som borgmester følt, at kravene er store, og at det er svært at sige nej. Det ville være rart, hvis befolkningen havde mere forståelse for, at når man tager en mio. kroner til skolen, så flyttes de fra vejene eller plejehjemmet. Det handler om at se sammenhængene. Gamle skel spøger Mikael Klitgaard skjuler ikke, at skuffelsen var stor, da det på valgaftenen stod klart, at den borgerlige fløj mistede magten. Trods 2451 personlig stemmer - 200 flere end sidste valg - måtte han se borgmesterposten gå til den socialdemokratiske rival, Lene Hansen. - Man skal altid være forberedt på, at et valg kan gå begge veje - men jeg vil indrømme, at det ikke var min forventning. Jeg blev især skuffet, da jeg så, at jeg fik forholdsvis få stemmer i Brønderslev. Selv mener han, det er udtryk for, at skellet mellem de to gamle kommuner endnu ikke er væk. At der fortsat eksisterer en os-og-dem-holdning. I øvrigt på begge sider af den gamle kommunegrænse. Og det irriterer synligt den afgående førstemand. - Jeg har de seneste fire år brugt meget energi på at fremme fællesskabsfølelsen mellem de to kommuner - og glemme de gamle kommunegrænser. Det er ikke helt lykkes. En god butik - Vi tabte valget, men vi afleverer en god butik med en fornuftig service i forhold til de penge, vi har. Der er styr på tingene, tilføjer han. - Vi afleverer 120 mio. kroner i kassen, og det er ikke ringe. Det er da en butik, der er værd at overtage - jeg kunne blive helt misundelig. - Det næste byråd får en fabelagtig situation, hvis de griber bolden og ansvarligt driver forretningen videre. Overbudspolitik er for ham at se ikke vejen frem - heller ikke i en valgkamp. - Jeg har været dybt ansvarlig. Skal vi på sigt have et godt samfund for vores børn, er vi nødt til at vente med nogle opgaver. Det skal vi have forklaret borgerne, så de forstår det - kan man ikke det, taber man valget. - Jeg har gjort det, som jeg mente var rigtigt. Ordentlighed et must Borgmesterkræfterne blev i de første år med den nye kommune brugt på at udjævne forskelle mellem de to kommuner. - Det sidste år er vi nået til det visionære arbejde. Der er lagt planer i langtidsbudgetter med plads til investeringer. Vi har linet op til fire rigtig gode år, konstaterer han med stolthed. - Med en fornuftig styring, kan vi opbygge en god kommune. Det vil jeg stadig arbejde for, selvom jeg ikke sidder for bordenden. Mikael Klitgaard bliver i det nyvalgte byråd formand for Miljø- og teknikudvalget. Han forudser, at rollen som menigt byrådsmedlem bliver vanskelig at finde sig til rette i - men ordentlighed er for ham et nøgleord. - Det er min plan nummer et i livet. Man opfører sig ordentligt - og siger man noget, holder man det, fastslår han. - Jeg har den plan, at jeg stadigvæk skal sørge for at gøre det godt for vores kommune. Det er trods alt vores børn, der skal bo her efter os. Vi skal hjælpe hinanden med at få en god kommune, siger han og minder om, at et samlet byråd har stået bag budgetterne syv ud af de otte år, hvor han har haft førertrøjen. Borgerne på banen Mikael Klitgaard ønsker, at byrådet de kommende fire år er parat til at dele mere ansvar ud til borgere og institutioner. - Vi har centraliseret lidt i fire år for at få tingene ensrettet. Nu skal vi til at uddelegere til borgergrupper og institutioner. Måske skal vi dele penge ud i byerne, så de selv kan beslutte, hvor de skal bruges. Samtidig synes jeg, vi skal involvere flere frivillige - for vi mangler hænder alle steder. Og vi har mange ildsjæle i kommune. Den afgående borgmester advarer desuden mod, at politikere kommer for langt væk fra borgerne. Og ikke mindst advarer han mod, at politikerne får baghjul af fagligt funderede embedsmænd. Tæt på borgerne - Vi roser fagfolk meget, men vi skal tilbage til, at politikerne bestemmer og borgerne vælger os til opgaven. Embedsmændene skal ikke udgøre et filter mellem borgere og politikere. Det er ikke godt for demokratiet, hvis fagfolkene bestemmer og borgerne skal gøre, som fagfolkene siger. Så bliver det svært at gøre en forskel. Som borgmester i den gamle Dronninglund Kommune oplevede han at have fingeren på pulsen. - For mig at se er den nye kommune stor nok. Vi skal være så tæt på borgerne, at vi kan gøre det, befolkningen ønsker. Om borgerne i Brønderslev Kommune møder Mikael Klitgaard som borgmesterkandidat i valgkampen om fire år er endnu uvist: - Det er jo partiet, der tager stilling til, hvordan vi vinder valget om fire år. Det må vi vurdere, når vi kommer længere frem. Jeg har ikke truffet beslutning.

Forsiden