En helt særlig mandelgave

Den karakteriske stemme fik Bonnie Tyler, fordi hun fik fjernet mandler, og seneste musikvideo indspillede hun i Thingbæk Kalkminer

Wales 1. december 2002 07:00

Måske havde Bonnie Tyler stadig sunget på en natklub i Swansea i Wales i dag, hvis en talentspejder ikke var kommet til at gå forkert i 1974. Pladeselskabsmanden skulle have været en etage højere op for at lytte på en fyr på spillestedet, men da han hørte Tyler, var han solgt. Og hun var købt. For snart havde Bonnie Tyler en pladekontrakt med selskabet RCA, hvor Elvis Presley og David Bowie også var i stald. - Selvfølgelig kan jeg ikke helt lade være med at tænke på, hvad der var sket, hvis manden var gået rigtigt. Men i det hele taget er der sket mange ting i mit liv, som var svære at forudsige, smiler Bonnie Tyler over kaffen en mandag på Amager. De seneste år har der været noget tyst om den 49-årige walisiske sangerinde, som til gengæld nærmest sad fast i ørerne i 1970'erne og 1980'erne med numre som "Total Eclipse of The Heart", "It's A Heartache", "Lost In France" og "Have You Ever Seen The Rain". Bonnie Tylers seneste plader er ikke blevet store sællerter i Danmark, men for øjeblikket er hun atter inde i hitlistevarmen herhjemme. Det er hun med albummet "Heart & Soul", som kom i begyndelsen af november. Her synger hun sammen med Prags Symfoniorkester, så sandpapirstemmen er med andre ord kommet i nyt selskab. - Det var en dansk idé, at jeg skulle prøve det, og det har været en gigantisk oplevelse at prøve at synge med et stort symfoniorkester. Det er meget mere dynamisk at arbejde på den måde, og du føler virkelig, at der er styrke bag dig, når du åbner munden, mener Bonnie Tyler. I dag er hendes pladeselskab det danske CMC i Aalborg, og den seneste musikvideo indspillede hun i eftersommeren i Thingbæk Kalkminer ved Skørping. Meget ungdomsfikseret Bonnie Tyler vedgår gerne, at det har været lidt svært at komme til i lydbilledet de seneste år, og at hendes forrige cd i 1998 blev lidt af en nitte. - Radiostationer er utroligt ungdomsfikserede - de vil meget hellere spille Kylie Minogue og Westlife, end de vil spille mig, og det var én af grundene til, at jeg ville prøve en anden retning denne gang, forklarer Bonnie Tyler. Men allerede i 1987 - efter et årti med succes - følte hun karrieren vende. - Pladeselskabet pissede mig af, fordi de havde en masse kunstnere på repertoiret, og jeg følte ikke, at de gjorde nok for at gøre opmærksom på mig. På det tidspunkt overvejede jeg virkelig, om jeg kunne få nogle bedre sange, eller om jeg helt skulle stoppe. Men jeg gjorde det ikke, for musik er jo dét, jeg vil, smiler Bonnie Tyler. I alt har den walisiske sangerinde udgivet 13 plader og 60 singler, men anmelderne har aldrig været ellevilde med musikken, og nedladende har de kaldt Bonnie Tyler for "forstads-damefrisøren, der drømmer om lykken i storbyen". Men det generer hende ikke. Og i dag har hun det helt fint med at optræde for 2000-5000 publikummer i stedet for 76.000, som hun var oppe på, da karrieren toppede. - Jeg kan allerbedst lide at synge live, og det tror jeg aldrig, jeg bliver træt af, siger Bonnie Tyler, der planlægger en koncertturné til forår. Om hun kommer til Danmark, ved hun endnu ikke, men det kunne snildt være. Bonnie Tyler er ofte blevet kaldt den kvindelige pendant til Rod Stewart, men at hun kom til at lyde så rusten, som hun vitterligt gør, var en brøler. - Jeg skulle have fjernet mandler, men lægen kom til at fjerne mere, end han skulle have gjort, og derfor blev min stemme så ru. Det betød, at jeg ikke kunne synge i et halvt år, men bagefter har det utvivlsomt været en fordel for mig, at folk kunne kende mig, smiler Bonnie Tyler. Ja, faktisk hedder hun ikke Bonnie Tyler. Manden gennem 30 år kalder hende Gaynor Hopkins, og det samme gør de tre søstre, to brødre og 16 nevøer og niece hjemme i Wales, hvor Bonnie Tyler stadig bor. - Da jeg havde fået min pladekontrakt, syntes jeg ikke, at jeg bare kunne kalde mig Gaynor, så jeg begyndte at klippe navne ud fra avisen. Jeg lavede en bunke med fornavne og en bunke med efternavne og prøvede at sætte dem sammen på kryds og tværs. Til sidst blev det så Bonnie Tyler - det lød godt, syntes jeg. I dag er Bonnie Tyler vildest med nummeret "Total Eclipse of the Heart", som helt usædvanligt bragte hende til tops på både den britiske og amerikanske hitliste samtidig og solgte seks millioner singler. - Jeg anser mig nu slet ikke for færdig endnu. Jeg drømmer både om at lave et blues-album og en gospel-cd. Og så vil jeg gerne lave noget mere rock. Rocken står stadig mit hjerte nærmestt, siger Bonnie Tyler, der fylder 50 i juni næste år.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...