EMNER

En herlig dag

1200 udviklingshæmmede til festival med egne bands

VODSKOV:Det var ingen Roskilde Festival, men næsten. Vejret var perfekt og livsglæden i top, da omkring 1200 udviklingshæmmede fra hele Nordjylland i går samlede til årets efterhånden traditionsrige høstfest i Hammer Bakker. Der blev danset og vrikket i takt til rytmerne fra skiftende brugerbands, der tillige fik suset af en stå på en stor scene over for et større publikum. Der var øl og sodavand i krusene som til en anden festival, og enkelte amoriner anedes i luften. Det var 14. gang, der blev holdt høstfest. Ideen opstod i 1988 i forlængelse af særforsorgens udflytning otte år forinden. - Nogle fandt det hyggeligt at mødes påny, bl. a. også medarbejderne som med udflytningen var blevet spredt over hele landsdelen, fortæller Hans-Jørgen Ottosen, leder af Værkstederne og Gartneriet i Hammer Bakker. Det var hans departement med daglige brugere og 50 medarbejdere involveret, der havde stået for forberedelserne som en del af den daglige beskæftigelse. Værksteder og institutioner deltog desuden med stande, hvorfra der blev solgt ting og sager. Og det blev en dag af de bedre med Jacob Haugaard og Birthe Kjær som professionelle underholdere. Jacob Haugaard har været fast deltager stort set hver eneste gang, og bidrager ikke kun med et betalt 40 minutters indslag, men deltager aktivt dagen igennem, efter eget ønske.