Hals

En historiker kom og slog sig ned

Stadsarkivar Henning Bender passer på byens historie, men har også lært at smide væk i en elektronisk tid, hvor det er nemt at gemme, og hvor det væsentlige let kan forsvinde i det uvæsentlige. På onsdag fylder han 60 år

AALBORG:Han begyndte på 60 kvm. med skråvægge i Bryggergården i Nørresundby med sig selv som eneste medarbejder. Det kneb med at få sat reoler op, men det gjorde i grunden heller ikke så meget. Der var ikke rigtigt noget at stille i dem. Nu råder han over adskillige gange 60 kvm. i bygningen med det tidligere børnebibliotek, nabo til Vor Frue Kirke i Aalborgs hjerte, og medarbejderstaben er på omkring de 20, når man medregner de projektansatte. Stedet er Aalborg Stadsarkiv, og manden er stadsarkivar Henning Bender. På onsdag runder han de 60 år. Dagen fejres i Stockholm. Hustruen Birgit er tidligere stadsbibliotekar i Malmø og hans anden. De mødtes første gang i 1969 til et seminar på Gotland, men da var de begge gift til anden side. Der skulle gå en snes år, før de fandt endelig sammen. Parret holdt i øvrigt ferie på Gotland i sommer. Birgit Bender er i gang med at skrive Gotlands historie for det svenske landsarkiv. Privat bor de på Kristinevej i Vejgård, men seks voksne børn - med tre til hver - gør, at de er flittige rejsende ikke blot over Øresund, men også over Atlanten. Et af børnene bor i Los Angeles, og det andet barnebarn er på vej. Smut til Bornholm Parret vendte i 2002 tilbage til Aalborg efter to år på Bornholm, hvor Bender med orlov fra stadsarkivet var udstationeret på Forskningsministeriets foranledning for at varetage en stilling som direktør for Center for Regional- og Turismeforskning. - Der er smukt på Bornholm, men to år rækker, lyder hans efterfølgende kommentar og en udtrykt glæde over at være tilbage i Aalborg. Siden Henning Bender blev aalborgenser i 1974, er det blevet til 10 hyldekilometer samlinger og omkring 7 mio. billeder, hvori byens fortid til stadighed dokumenteres. Der er deponeret samlinger rundt om i byen. For pladsen er efterhånden trang i bygningen i Arkivstræde. Strædets navn er i øvrigt Benders fortjeneste, for den lille smøge mellem stadsarkivet og kirken har tidligere været navnløs. Om nogen kender han byens historie. Han har endda skrevet bøger om den. Aalborg var relativ stor indtil 1814, men stagnerede derefter på grund af tabet af Norge og sildens forsvinden. Desuden lod jernbanen til Aalborg vente på sig. Men så kom industrien. Udviklingen tog fart hen mod slutningen af 1800-tallet. Havnen blev udbygget og Hals Barre udgravet. Er på pletten Til nutiden, som han selv har oplevet det, hører afviklingen af Aalborg som industriby. Det har i de senere år handlet om at være på pletten for at samle materiale, når virksomheder lukker ned. For det, der er nutid i dag, kan være fortid i morgen. I en it-tid har det også drejet sig om at omlægge arbejdsrutinerne i arkivet, hvor man mest har været vant til at arbejde med papir. Med elektronikken er det blevet lettere at gemme, men for at det væsentlige ikke forsvinder i det uvæsentlige, skal der ryddes op. Der er udviklet kompetencer og metoder til, hvordan man gør det mest hensigtsmæssigt, og man føler sig godt rustet til nye strukturer inden for såvel erhvervsliv som kommuner. Man udvikler i samarbejde med andre stadsarkiver. Henning Benders ubetingede stolthed er den store samling af gamle fotografier. På billedsiden råder man over to tredjedele af de i alt 30 fotoarkiver (et arkiv lig en fotografs negativer og protokol), der findes i landet. Via aftaler med pressefotografer i Aalborg er man dækket ind med pressefotos af, hvad der skete i Aalborg helt tilbage til 1930'erne. Der er bl. a. illegale billeder, som pressefotograf Harry Dalby, Aalborg Amtstidende, tog under besættelsen for at orientere de allierede. Paradokset Benders bekymring går på, om eftertiden om 150 år får de samme muligheder for at se billeder fra fortiden, som vi gør i dag, idet han stiller spørgsmål om holdbarheden af print og disc, som formidler nutidens digitale fotos. Det er desuden paradokset, at jo flere billeder, der tages, jo færre bevares. Smertensbarnet i Henning Benders arbejde er Det Danske Udvandrerarkiv, som også huses i bygningen. Det er landets eneste, men meget forsømt med ressourcer. - Staten er ikke særlig gavmild, bemærker han. Det er imidlertid her, at omkring to millioner efterkommere, at dem, der forlod deres hjemland, kan finde materialer og data om de forfædre, der udvandrede - ikke blot til USA, men også til Canada, New Zealand og Sydafrika. - Og hvad man indsamling af materiale om den indvandring, der sker i vort land i disse år. Den er der ingen, der tager sig af, siger han.

Forsiden