En hjælpende hånd

Trygfonden gav penge, der hjælper 100 børn og unge.

Esben Heine
Margit Chemnitz modtog på vegne af Brønderslev Kommune de 240.000 kr. fra Trygfonden. Foto: Hans Ravn
EMNER 2. oktober 2011 09:45

- Pengene rækker til, at flere end 100 børn og unge kan hjælpes i forbindelse med deres deltagelse i idrætslige aktiviteter i projektet "En hjælpende hånd til en aktiv fritid". Pengene blev overrakt i forbindelse med en reception på Brønderslev Rådhus. Initiativet blev indført i 2006 - i den daværende Brønderslev Kommune. I tre år blev projektet støttet af Socialministeriet. Men der har ikke været penge til initiativet hvert år. - Det kunne mærkes et år, hvor der ikke var penge, fortæller Margit Chemnitz fra fritids- og kulturudvalget. Hun modtog pengene, der blev overrakt af tidligere direktør Henning Krabbe fra Brønderslev, der repræsenterer Trygfonden. Han sagde, at det er et godt initiativ, som fonden gerne vil støtte. Margit Chemnitz kunne glæde sig over, at der er plads til at hjælpe godt 100 unge. Pengene skal gå til at betale kontingent og udstyr. Henrik Lund og Annette Bertelsen er fritidsguider og hjælper mange børn og unge. Henrik Lund skønner, at omkring 300 børn og unge er hjulpet ind i en forening. - Vi oplever, at der er børn, der ikke har råd til at købe sko eller andet udstyr. Og ej heller til at betale kontingent. Specielt i den vestlige del af Brønderslev Kommune er der mange indvandrerbørn, der er kommet i betragtning. Ingen får kendskab til de børn, der hjælpes, da der ikke sker en direkte registrering med cpr-numre, fortæller Henrik Lund. - De får således mulighed for at deltage i fritidslivet på lige fod med deres kammerater. Herved opstår der vigtige venskaber, og de unge får et rigere liv. Han lægger ikke skjul på, at det er børn fra socialt udsatte familier, der hjælpes. Henrik Lund siger, at det, at det er svært at sige, hvor meget, der spares ved, at unge holdes væk fra gadehjørner, misbrug med mere. Brønderslev Kommune har udvidet projektet med seks guider, der tager sig af børn og unge, der får specialundervisning. Dette projekt er helt nyt. Ideen med fritidsguider i Brønderslev Kommune er så god, at Trygfonden har påskønnet initiativet med 240.000 kr.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...