En hjælper når det kniber

"Ældre hjælper ældre" mangler frivillige hænder i Byen

HOBRO:Lise Petersen sætter sig ind i bilen, og kører den korte tur ind imod byen. Samtidig i en lejlighed i byen venter den 79-årige Lilly Simonsen på, at hun kommer. En gang om ugen besøger Lise Petersen nemlig Lilly Simonsen og det er de begge to rigtig glade for. For et par år siden blev Lise Petersen spurgt om ikke hun ville overtage organiseringen af "ældre hjælper ældre" i Hobro. Det er en organisation, der på frivillig basis arbejder for og blandt ældre i Hobro Kommune. - Jeg har arbejdet i hjemmeplejen i 27 år, og jeg elsker at være sammen med de ældre, fortæller Lise Petersen, der sagde ja tak til at stå for det frivillige arbejde. "Ældre hjælper ældre" består af to elementer. Hver morgen mellem otte og ni bliver alle på telefonlistet ringet op af Lise Petersen eller en af de andre godt 15 frivillige telefonpassere. - Vi sludrer bare lige et par minutter, og spørger om alt er vel, og det giver en tryghed for mange af de ældre, forklarer Lise Petersen. Det andet element handler om, at tage ud og besøge de ældre i deres hjem. Lise Petersen understreger, at de frivillige ikke udfører hjemmeplejens opgaver, men forsøger at hjælpe med små ting i hverdagen. Skifte en pære, gå med på indkøb eller bare gå en tur. Den slags ting, der ikke kræver ret meget mere end engagement. - En gang om ugen besøger jeg en ældre dame på 84, der gerne vil gå en tur. Lilly, jeg skal besøge i dag, vil hellere snakke. På den måde er der forskellige ønsker til, hvad der skal ske, siger Lise Petersen, inden fingeren sættes på Lilly Simonsens ringklokke. Bedste af det bedste Glæden er stor, da Lilly Simonsen åbner døren og tager i mod. - Det er det bedste af det bedste, når Lise kommer, fortæller Lilly Simonsen, mens Lise Petersen står ude i køkkenet og smørre et par mader. - Det bedste ved at hun kommer er, at hun kommer. Jeg kan tale med hende om alt mellem himmel og jord. Og så kommer hun altid med et glad smil, fortæller Lilly Simonsen, da hun har taget plads i sofaen i den hyggelige stue. Lilly Simonsen fortæller, at det somregel ender med, at de snakker og snakker og snakker, og det er Lilly Simonsen taknemmelig for. - Hun er så god at tale med, og vi får en masse ting sat på plads, siger en glad Lilly Simonsen. Bevæggrunden for, at Lise Petersen tager ud på besøg er ikke blot, at hun har en fortid i hjemmeplejen, og at hun godt kan lide de ældre. - Hvis jeg blev alene engang, ville jeg være glad for, at der kom nogen og besøgte mig, siger Lise Petersen Syv, otte andre tager også ud på besøg, men det er desværre ikke nok til at imødekomme efterspørgslen. Derfor kan "ældre hjælper ældre" godt bruge flere frivillige hænder. 25. oktober er der temadag i Bie Går i Hobro. Her kan alle der har lyst møde frem og måske finde ud af, at arbejdet er noget for dem. Arrangementet kræver tilmelding, men ellers er der ingen kvalifikationer påkrævet for at komme i betragtning. Hverken alder eller uddannelse. - Men man skal have den kvalitet, at man kan lide de ældre. Det er det der betyder noget. Og så skal man være god til at lytte, fortæller Lise Petersen. På sofabordet mellem kaffekopper og småkager får Lise Petersen øje på et billede og Lilly Simonson nye oldebarn, og straks er snakken i gang.