Aalborg

En hjemmefødning krydser sit spor

Henrik Nielsen opfatter Brovst som tryghed - og fængsel

BROVST:- Fordelen ved at vokse op sådan et sted er, at vi allesammen har noget på hinanden. Vi kender reglementet. Det giver en stor tryghed, men også den Aksel Sandemose’ske problemstilling: At det også er et fængsel. Det var nok det, der ytrede sig, da jeg tog et skarpt politisk standpunkt, funderer Henrik Nielsen. Den 51-årige specialarbejder, billedkunstner, historiestuderende, eks-DKP’er og aktivist er født i Brovst, opvokset i Brovst, har stiftet familie i Brovst og kommer sandsynligvis heller ikke fra Brovst i levende live. - Jeg har af og til overvejet at flytte, men det ville tage mange år at få den samme fortrolighed, siger Henrik Nielsen. Der har været enkelte afstikkere ud i verden. - Da jeg var barn, læste man eventyr, hvor man altid rejste ud: Man skulle ikke rende rundt og sprede sine gener for meget i lokalområdet, griner Henrik Nielsen. I begyndelsen af 70’erne søgte han med sine egne ord ”så langt væk som til Aalborg”, hvor han arbejdede på værftet. Det var en ganske anden verden, som åbenbarede sig for den ufaglærte knægt, som efter et år havde opgivet gymnasiet og i stedet arbejdet på slagteriet i Skovsgaard. - Værftet var en fantastisk oplevelse: et stort sted, store kraner, store dokker. Vi kravlede rundt inde i de kolossale maskiner, smiler Henrik Nielsen næsten henført. Derefter gik færden videre til arbejderhøjskolen i Roskilde - ”dengang havde man nemlig noget, der hed arbejderhøjskoler” og siden til København. - Jeg var med i mange forskellige politiske aktiviteteter. Vi var den tids BZ’ere. Dengang var der ikke samme lov-og-orden-psykose som i dag, hvor selv en lommekniv er en potentiel forbrydelse, siger Henrik Nielsen. Stedbundet København blev også stedet, hvor han fandt sin senere kone Gudrun, som midt i 70’erne fulgte ham tilbage til hjemstavnen. - Der er noget komisk i at flytte tilbage til den egn, hvor man er født. Man både kender stedet og kender det slet ikke alligevel. Det billede, man har, er det, man har skabt som barn. Det bliver ved med at sidde der, og man bliver ved med at agere, som om det stadig er sådan, filosoferer Henrik Nielsen. De næste år kom parrets tre børn - to sønner og en datter - dumpende. - Så indtræffer stedbundetheden. Så kan man ikke bare flytte rundt, siger Henrik Nielsen. Selv om han i telefonbogen står opført som specialarbejder, er det ikke inden for det område, han i de sidste mange år har lagt sine kræfter. Henrik Nielsen har været tilknyttet teatertruppen Morild, gået i skole, været postarbejder og hjemmegående husmor. - Jeg har haft en kone med et godt helbred og fast arbejde, griner Henrik Nielsen. Et åbent udtryk Men det er især som billedkunstner, han har ytret sig siden 90’erne. Henrik Nielsen laver raderinger og grafik, udstiller overalt i landet og udarbejder blandt andet bogomslag. Det er især landskaber, men også ansigter, bygninger eller gader, som Henrik Nielsen tager udgangspunkt i. En fællesnævner for alle motiver er genkendelighed. - Jeg forsøger at gøre det kunstneriske udtryk åbent for beskueren - ikke lukket, siger Henrik Nielsen, som igennem billedet vil fastholde øjeblikket eller nuet, som aldrig vender tilbage. - Aldrig nogensinde i Danmarkshistorien har mennesker været friere, end de er i dag. Alligevel savner de noget. Selv kan jeg ikke rumme den rasende hastighed - jeg hader motorveje - men alligevel er man nødt til at kaste sig ud i det. Man kan ikke bare finde sin egen fodsti og gå ad den, filosoferer Henrik Nielsen. Nogen speciel kunstnerisk åre mener han ikke at kunne konstatere i familien, selv om broderen Bjarne Nielsen Brovst er blevet kendt som forfatter. - Jeg tror, der er en udtrykstrang - en trang til at fortælle en historie både hos Bjarne og mig, og mit udtryk er billederne, konstaterer Henrik Nielsen, som i samme åndedrag lægger stærk afstand til alle former for kunstsnobberi. - Kunstbranchen er et værre tivoli, og det er ikke noget specielt ærefuldt. Man kan også udtrykke sig ved at være et omgængeligt menneske og en god borger. Henrik Nielsen har det på samme måde som Niels Hausgaard: Professionel kunstner skal man ikke være blandt sine egne. Der skal man være et menneske på lige fod med andre. - Den professionelle side af mig er ude i verden. Jeg har levet ret anonymt her, siger Henrik Nielsen. En tvivler For tre år siden begyndte han at læse historie på AAU, dels for at få et fag, dels for at dyrke sin interesse gennem mange år. - Det er sådan lidt con amore, men jeg arbejder også med historien som grundlag, understreger Henrik Nielsen. I dag er den tidligere venstrefløjsaktivist i tvivl om sit politiske ståsted. - Dengang i 70’erne ville jeg videreføre nogle værdier og nogle personlige befrielsesteorier. Jeg er stadig politisk i mit samvær med andre og har fundet min balance. Jeg forsøger som individ hele tiden at overskride simplificeringer og er vel det, jeg altid har været: Et politisk mennesker er jo i bund og grund et tvivlende menneske, grunder Henrik Nielsen. Igennem alle årene har materiel tryghed aldrig stået på Henrik Nielsens ønskeseddel. - Tryghed og sikkerhed er relativ, for pludslig kan det være væk. Vi vil gerne holde fast, men alting forsvinder jo. Jeg vil hellere koncentrere mig om at høre tonen og nyde samværet og nuet, siger Henrik Nielsen. Henrik Nielsen har givet stafetten videre til maskemageren og teaterinstruktøren Kirsten Gitz-Johansen, som NORDJYSKE bringer et portræt af i næste uge.