Fiskeindustri

En høvding i fiskeindustrien

En af de helt store og markante høvdinge i dansk fiskeindustri, adm. direktør Iver Espersen, Hirtshals, kan fejre 50 års jubilæum fredag 1. juli 2011.

Iver Espersen, Skagerak Group, fejrer 50 års jubilæum og kort efter 70 års fødselsdag.

Iver Espersen, Skagerak Group, fejrer 50 års jubilæum og kort efter 70 års fødselsdag.

Iver Espersen er tredje generation i en af Danmarks største fiskeindustrivirksomheder, Skagerak Group, som har base i Hirtshals og Skagen. Virksomheden beskæftiger sig hovedsagelig med silde-, makrel- og lakseproduktion, og omsætningen er omkring én milliard kroner om året. Iver Espersen har med sin kolossale flid og indsigt i erhvervet inden for den pelagiske sektor været med i såvel medgangs- som modgangstider. Med sit helt unikke instinkt er det hver gang lykkedes Iver Espersen at styre koncernen gennem de kriser, der ikke kan undgås i så lang en erhvervskarriere og i en branche, der på mange områder har været udsat for skiftende kvoter og usikre verdensmarkeder - og ikke mindst den seneste finanskrise. Den kom på et meget uheldigt tidspunkt, idet man var i fuld gang med en strukturtilpasning inden for den danske sildeindustri, og Skagerak Group havde netop købt UniFish A/S i Skagen, Essi A/S i Esbjerg samt fusioneret med Taabbel Fiskeeksport A/S i Skagen. Iver Espersen har været initiativtager til at konsolidere den danske pelagiske industri med henblik på at modernisere industrien og øge konkurrencekraften i forhold til udlandet. Efter at Pelagic Skagen A/S for nylig er gået konkurs har Skagerak Gruppen også erhvervet denne moderne fabrik og er således totalt toneangivende i Danmark inden for den pelagiske sektor. Der arbejdes for øjeblikket på en målrettet strategi-plan, som skal udmønte sig i en fremtidssikret bæredygtig pelagisk industri. Takket være Iver Espersens fremsyn og risikovillighed tegner fremtiden lyst. Ved siden af Iver Espersens mange gøremål i virksomheden er der også blevet tid til organisationsarbejde, og især perioden som bestyrelsesmedlem i Danmarks Fiskeindustri- og Eksportforening optog Iver Espersen, og foreningen kunne glæde sig over opbakning og støtte fra Ivers side i over 30 år. Iver Espersen har med de mange kampe, som han har kæmpet på sin helt egen facon, og med engagement i virksomheden 24 timer i døgnet, ikke efterladt sig mange venner - ja, måske mest det modsatte. De der kender Iver Espersen personligt ved dog, at der bag et brysk ydre banker et meget følsomt og storsindet hjerte. Iver er sine få venners ven, og de der kender ham godt kan, når han er i form, glæde sig over en beleven, vidende og humoristisk person. Så mange år i en turbulent branche har sat sine spor, og tidspunktet er nu kommet, hvor Iver Espersen i forbindelse med sin jubilæumsreception overgår fra at være adm. direktør til at være formand for bestyrelsen i Skagerak Pelagic A/S. Efter frasalg af notbåde er der en solid bundlinje, der gør det muligt at bringe virksomheden helt i front og samtidig forsøde Ivers velfortjente otium. Der holdes 50 års jubilæumsreception 1. juli kl. 13-17 på Hotel Hirtshals, hvor venner og forretnings-forbindelser er velkomne til at hilse på Iver. 27. juli runder Iver Espersen 70 år. Fødselsdagen fejres i udlandet sammen med den nære familie og gode venner.