Aalborg

En hurtig oprejsning til Jess Lyngby

KØBENHAVN: Aalborgenseren Jess Lyngby fik hurtigt oprejsning, efter at hans 3-årige hoppe Let’s Go Flamingo lørdag måtte nøjes med tredjepladsen som storfavorit i årets hoppekriterium. Ved søndagens løb i Charlottenlund sejrede hans anden toptraver, den 5-årige vallak Jet, for ottende gang i år og rundede dermed den kvarte million i indkørte præmier. Skive-træner Bent Svendsen kørte et afventende løb i Kriteriumsstayeren, og i opløbet levede Jet til fulde op til navnet. Kriteriet for landets bedste 3-årige heste blev vundet af Louis Cæsar/Birger Jørgensen. Aalborg-træner Jeppe Juel kørte et fornuftigt indvendigt løb med Lightning Lobell, der kvitterede med en tredjeplads, mens nordjyske Lord Of Rush tog den sidste præmie på sjettepladsen. Birger Jørgensen havde forinden meget overraskende kørt Lotto Holmsminde til sejr i kriteriets trøstløb. Hesten trænes i Aalborg af Kent Friborg og ejes af Bo Andersen. abel