En hurtig tur i dybet

- Hvad med at prøve selv? Det var ikke lige det svar, jeg havde regnet med på spørgsmålet om, hvordan hun bringer folk i trance. Jeg sidder på en almindelig spisebordsstol ved et bord, lægger kuglepennen og lukker øjnene og tager en dyb indånding. Så fortæller hun, hvordan jeg kan mærke stolen mod ryggen og lænden, og hvordan jeg kan mærke gulvet mod mine fødder. Hun taler helt almindeligt, men jeg er pludselig meget bevidst om, hvilken tyngde der ligger i mine fødders tryk mod gulvet. Så skal jeg slappe af. Mine skuldre bliver behageligt varme, og min tunge føles afslappet på en sjov måde - lidt som om den vokser i munden på mig. - Hvilken del af din krop er mest afslappet, spørger hun. - Gad vide om det er meningen, jeg skal svare, tænker jeg og prøver så at sige skuldrene. Men den forvoksede tunge er lidt i vejen, så jeg bliver bedt om at gentage det, og denne gang går det bedre. - Så forestil dig, at følelsen af afslappethed i dine skuldre breder sig til resten af kroppen, siger hun. Og det gør jeg. Aldrig har jeg været så træt og så vågen på samme tid. Hele min krop er totalt afslappet. Spændingerne i ryg, nakke og baghovedet skylles væk af en varm blodgennemstrømning, mens min bevidsthed har delt sig i to. Den ene del lytter og leder efter det gode i mig selv, som den bliver bedt om, mens den anden del holder fast i, at jeg skal huske det hele, så jeg kan skrive det ned og fortælle om det bagefter. Jeg når ikke rigtig at finde de gode ting, før jeg hører hende sige, at eftersom det her ikke er terapi, skal jeg nu stille og roligt begynde at vende tilbage, og jeg skal bare åbne øjnene, når jeg er klar. Resten af dagen går med at svare på spørgsmål om, hvilke traumer jeg så bar rundt på fra min barndom, hvilke sjove dyr jeg havde imiteret, om jeg var sikker på, at jeg kunne huske, hvad jeg havde sagt. Og om jeg nu var helt sikker på, at hun ikke havde programmeret mig til pludselig at gøre et eller andet fælt. De fleste ting sagt med et glimt i øjet. Men fordommene om hypnose lever.