En hverdag, hvor store og små kender hinanden

Hverdag på kommunens mindste folkeskole.

En tidlig vintermorgen i Serritslev. NORDJYSKE er taget på besøg hos familien Zakariassen, hvor mor Kirsten Zakariassen sammen med børnene Jeppe (fem år), Emil (otte år) og Caroline (ti år) er i gang med at gøre klar til en dag i skole, børnehave og på arbejde. - Vi står op klokken 6.30, og de skal være i skole 7.55. Vi kører dem i vinterperioden, om sommeren cykler Caroline og til foråret skal Emil til at lære det, fortæller Kirsten. Der bliver spist cornflakes, børstet tænder og snakket, og der er tegnefilm på tv imens. Der er god tid, og stemningen er rar trods udsigten til at skulle ud i den mørke vintermorgen. - Jeg skal lige have min matematikbog med, kommer Caroline i tanke om, og hun suser fluks op ad trappen og får den med, inden der er afgang i bilen, og de kører de to kilometer, som der er hen til skolen. Store og små kender hinanden Foran Serritslev Skole er der travlhed, biler ankommer og forældre siger farvel. Kirsten Zakariassen afleverer Jeppe i børnehaven, som ligger sammen med skolen. - Jeppe kender de store, for der er indskoling hele året en gang om måneden, og de store børnehavebørn har legeplads i skolegården. Det smitter af i frikvartererne, hvor de store hjælper de små, fortæller Kirsten Zakariassen. Se billedhjul fra skoledagen her Indenfor i varmen på skolen er der lige lidt tid, inden dagen går i gang. Nogen spiller bordfodbold på gangen. Caroline går ned i sin klasse, hvor en del af de andre børn er mødt - nogle sidder og spiller på de to computere, der er fast i lokalet. Kort efter ringer klokken - det er tid til morgensang. En lærer sidder ved klaveret, og teksten bliver lyst op på væggen. Alle skolens børn, der er 94 i alt, kan være i et lokale. Mange synger med, en gaber, og andre står og stener. Det er stadig morgen. Forskellige bøger Efter samlingen fordeler børnene sig ud i klasserne. Caroline, der går i 4. klasse, skal havde dansk med dansklærer Pia Leander. Alle børn bliver råbt op, der er 22 i klassen, som er skolens største. Og så er det tid til at læse. - I må gerne finde jeres bog frem. Dem, der plejer at sidde på gangen, går derud, siger Pia Leander. Børnene læser forskellige bøger alt efter interesse og sværhedsgrad - Caroline er i gang med "Slavelandet" fra Dalia Dragehvisker-serien. Også ældre klassikere er blandt litteraturvalget - "Ronja Røverdatter" bliver fundet frem og blander sig med nyere bøger. På gangen sidder blandt andre Nikolai Højen Bisgaard, som er i gang med en bog i Fantasy-genren. Han kan godt lide at sidde på gangen. - Så er der mere ro, konstaterer han. Pia Leander går rundt og hjælper børnene, der er koncentration og børnene taler tyst sammen med lærerne. To klasser sammen Imens er Emil gået i gang med et mindre byggeri i sin kombinerede dansk- og matematiktime i 2. klasse. Byggeprojektet er en matematikopgave, hvor han skal bygge ting af polydroner - det kan der komme mange former og figurer ud af. Timen foregår sammen med 1. klasse, de to lokaler er adskilt med en skydedør, som lige nu er skubbet til side. Der er ni børn i 1. klasse og seks børn i 2. klasse. Dansklærer Hanne Wulff er i gang med at læse i slange med en folk børn - de skiftes til at læse højt hen til næste punktum. Hun fortæller, at det giver nogle fordele, at børn i 1. og 2. klasse kan arbejde sammen. Når de kan arbejde sammen på tværs af alder, kan for eksempel en kvik 1. klasses elev få en makker fra 2. klasse. Efter nogen tid lukker de læsebogen, og børnene kan gå i gang med forskellige ting. Der er mange forskellige aktiviteter i gang i klassen på en gang. Nogen er i gang med at lave geometriske figurer ved hjælp at elastikker, der sættes op på søm. Peter Christensen vil gerne sortere ord, og han får nogle plastikæsker, som papkort med ord skal lægges i efter antal stavelser. - Løfter. Her er der to i, så putter jeg den i kassen med to, og så fortsætter jeg bare, fortæller han med et smil. Emils byggeprojekt skrider frem. Det er en base, fortæller han. Opgaven lød på at bruge sin fantasi, og det gør han. Skoledagen er i gang, og børnene på kommunens mindste skole er i gang med at lære på hver deres måde. Som de fleste andre skolebørn i kommunen er Caroline glad for den skolehverdag, hun kender - og har ikke lyst til, at den skal laves om. - Det er rigtigt rart. Det er sjovt at gå her, og jeg har nogle gode venner, og man kan hjælpe hinanden, lyder hendes beskrivelse af skolehverdagen på kommunens mindste skole.

Forsiden