Skolevæsen

En hyldest til skolen

Per­nil­le Ho­valdt har skre­vet det­te ind­læg. Foto: Kurt Be­ring

Per­nil­le Ho­valdt har skre­vet det­te ind­læg. Foto: Kurt Be­ring

Af Pernille Hovaldt, Hjørring: Klokken er lidt over halv otte en mandag morgen, og min søn og jeg er gående på vej på ”arbejde”. Solen er stået op, og det ser ud til at blive ganske dejligt vejr. Vi går målrettet op ad Skolevangen og tjekker lige trafikken. Min søn hedder Mads og er 13 år. Han er udviklingshæmmet og går derfor i OK-klasserne på den samme skole, hvor jeg er skoleleder. ”Der er mange biler i dag”, siger Mads. ”Er der ikke noget med, at de ikke må svinge den vej?”. Han har ganske ret. Der er venstresving forbudt på hele Skolevangen, men det virker ikke, som om folk tænker på, at det er en skolevej med små, bløde trafikanter. Hele vejen op ad Skolevangen bliver der råbt godmorgen og hej fra henholdsvis personale og elever. Det er svært at holde smilet og det god humør tilbage. Vel inde på skolen mødes vi af store skilte, hvorpå der står: ”Hurra det er sommertid”. Efter et fællesmøde er en gruppe iblandt personalet sat til at forsøge at skabe begejstring i en hel uge, og det første tegn bringer atter smilet frem. Inden vi går ned i OK-afdelingen låser Mads og jeg kontoret op og tænder for computeren. Den første elev kommer ind for lige at fortælle om weekendens oplevelser. Et par lærere har lige nogle beskeder, jeg skal have, inden Mads og jeg begiver os ned i OK-afdelingen, for at han kan blive afleveret. Her er morgenvagten på plads. Pædagogerne siger glade godmorgen til både Mads og mig, og vi blive involveret i en lille seance med et barn, der lige skal synge en sang, fordi han leger X-faktor. Jeg siger farvel til Mads og begiver mig tilbage til kontoret og personalerummet. Her er pyntet med påskeliljer, og der er ryddet pænt op. Der har altså været nogen på skolen søndag for lige at gøre klar til mandag morgen! Så er dagen for alvor i gang. Møder, mails og telefonopkald. Travlhed og kaffe og kaffe og kaffe. Jeg får lige luft til at smutte i indskolingen, hvor overskriften på ugens arbejde hedder: ”fuld skrue”. Børnene i børnehaveklassen, 1. klasse og 2. klasse arbejder sammen på kryds og tværs af klasser og årgange. Meningen er, at der skal være masser af aktivitet, og bogstaver og tal hoppes, danses, formes, farves og meget mere. Børnene opdager, at jeg er der og siger hej, men ellers er de dybt koncentrerede. Store hjælper små, børn der er usikre på opgaven får hjælp af dem, der ved, hvad det går ud på, personalet går ud og ind imellem børnene. Det ser bare skønt ud. På vej tilbage til næste møde kommer jeg igennem vores kantine. Her er bordene sat sammen til et langbord. 5. klasse sidder pænt ved bordene og spiser alt muligt spændende mad. Jeg spørger om, hvad der foregår, og jeg får at vide, at de har været i den nye svømmehal hele formiddagen, og nu skal til at spise alt det mad, de i hver især har haft med hjemmefra, og som nu udgør et fælles frokostbord. Der er fred og ro og hyggelig snak. Jeg får snakket med en ny elev, der lige er startet. Hendes øjne stråler, og hun siger, at det bare er en skøn klasse, hun er kommet i. Jeg går forbi vores flotte skolebibliotek. I dag er der dog sat et skilt op over indgangen. På skiltet står: ”Casino”. Indenfor er der gang i masser af spil ved forskellige borde. En 6. og en 8. klasse er ved at lære sandsynlighedsregning m.m. afbrudt af boldspil i idrætssalen. Jeg snupper lige et møde med skolepsykologen. Langsomt tømmes gangene for børn, og der bliver stille på skolen. Jeg sætter mig lidt tilbage i min kontorstol og tænker: ”Det er ikke helt tosset at være skoleleder på Muldbjergskolen!”