En ildsjæl i Bie Centret

De ældre fra aktivitetscentret i Hobro har ikke brugt al deres ild endnu

Bente Lembo
Bendt C. Jørgensen er frivillig i Bie Centret fordi han synes det er sjovt og fordi han nyder fællesskabet. De seneste uger har været hektiske med protester mod kommunens bebudede besparelser. FOTO: PER KOLIND
Ældreforhold 24. september 2007 06:00

MARIAGERFJORD: Bie Centret i Hobro har været i vælten, siden NORDJYSKE i forrige uge fortalte nyheden om, at sundhedsudvalget i Mariagerfjord vil spare det kommunale tilskud til centret væk. En af de ihærdige Bie Center-støtter, der har haft et par hektiske uger, er det 69-årige centerrådsmedlem Bendt C. Jørgensen, Hobro. Han har været aktiv på flere fronter mod besparelserne: Har svaret på pressens spørgsmål, forfattet et læserbrev og deltog i torsdagens demonstration foran Hadsund Rådhus. Løfte i flok - Jeg vil gerne gøre noget for andre. Det med at løfte i flok betyder meget for mig, siger Bendt C. Jørgensen, som NORDJYSKE møder i Bie Centret til en snak om, hvem han er, og hvorfor han er frivillig der. Når det ofte er Bendt C. Jørgensen, der udtaler sig til pressen, hænger det sammen med, at han godt tør. Bendt C. Jørgensen er lidt bange for, nogen vil sige ¿Hvorfor er det altid ham, der er i pressen?¿ men den indvending har han altså ikke hørt endnu. Meget irriterende Som gammel socialdemokrat og medlem af den lokale partiforenings bestyrelse finder Bendt C. Jørgensen det ¿meget irriterende¿, at spareforslaget blev lanceret af en socialdemokratisk udvalgsformand (Poul Bergmann fra Hadsund) hvorefter det var Venstres Mogens Jespersen fra Hadsund, der gik ud med støtte til centret. - Det kunne godt have været lavet lidt smartere. Poul Bergmann kunne bare have ringet til mig og sagt, at han godt ville sætte sig lidt mere ind i, hvad Bie Centret er, før de traf en beslutning i udvalget. Prøv noget nyt - dans Første gang Bendt Jørgensen dukkede op i aktivitetscentret i Bies Gård var for seks år siden. Han havde da netop sagt farvel til arbejdsmarkedet og syntes, der skulle ske noget nyt. - Jeg ville prøve noget, jeg ikke havde prøvet før, og så meldte jeg mig til linedance i to vintre. Ret hurtigt kom jeg med i centerrådet. - I de 40 år, jeg har været på arbejdsmarkedet, har jeg altid været en, der gik foran. Mine arbejdsgivere har givet mig ansvar, også mere, end jeg var uddannet til, fortæller Bendt C. Jørgensen, der husker, hvordan han som 14-årig såede alt korn på en stor gård. En betroet opgave for en ung knægt. Nu hvor Bendt C. Jørgensen er pensionist, arbejder han cirka 30 timer om ugen for de ældre i Hobro. Han redigerer bladet Bie Tidende; giver en hånd med ved praktiske opgaver så som kaffebrygning og opvask og sidder i en gruppe, der søger tilskud til centret ved fonde. 100 kroner er billigt Han er enig i, at det nuværende kontingent til Bie Centret på 100 kroner om året er meget billigt, og at det godt kunne sættes op. Men den besparelse på 815.000 kroner, der foreslås, vil gøre det alt for dyrt at gå i centret, mener han. Sundheds- og omsorgsudvalget har lovet en forhandling med Bie Centret, men hvor smertegrænsen for kontingentforhøjelse er, vil Bendt C. Jørgensen ikke udtale sig om nu. Udspillet fra udvalget lyder på en besparelse på cirka 400.000 kroner. Juletræ til dagplejen Bendt C. Jørgensen gør opmærksom på, at Bie Centeret også yder noget til kommunen: - For et nævne en lillebitte småting, så sætter vi et juletræ op i salen, som dagplejen kommer og danser om. - Vi sætter borde og stole op og laver kaffe til en billig penge, når kommunen har møder. Og når gymnastikforeninger og seniordansere bruger salen, betaler vi toiletpapiret, nævner Bendt Jørgensen. Ressourcepersoner? I NORDJYSKE fredag blev udvalgsformand Poul Bergmann (S) citeret for at sige, det er bevis på, der er tale om ressourcepersoner, når fire busser med ældre fra Bie Centret tager til Hadsund for at demonstrere. Hertil indvender Bendt Jørgensen, at der deltog omkring 190 ældre i demonstrationen. - Vi har 650 medlemmer, altså var der 460 medlemmer, som ikke deltog i demonstration. Vi har alle kategorier af ældre her, siger Bendt C. Jørgensen. Kultur for jævne folk Han fremhæver Bie Centret som et kulturhus med tilbud for jævne mennesker. - I Musikhuset i Århus koster en billet rask væk 300 kroner, hvorimod man i Bie Centret kan få en musikoplevelse med fx ¿Doris Sommerlund og pigerne¿ for 25 kroner inklusive kaffe, fremhæver han. Som ildsjæl er Bendt C. Jørgensen ingenlunde brændt ud. De andre ældre i centret har heller ikke brugt al deres ild - vi kan godt forvente flere læserbreve og måske også synlige protester a la den foran Hadsund Rådhus, stiller Bendt C. Jørgensen i udsigt.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...