Vindmølleindustri

En indlysende udflagning af Vestas

- Synd for de ramte, men helt forudsigeligt.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Geert Skovsgaard, Bach Composites adm. direktør, ved en støbeform, hvor arbejdet nu foregår i et lukket system, der gør støberiarbejdernes rumdragter overflødige. Han har forståelse for Vestas dispositioner og nævner, at Bach Composite er fulgt i kølvandet på Vestas for at lægge produktionen tæt på kunderne. Foto: Klaus Madsen

HURUP:Sådan ser vindmøllekoncernen Vestas' beslutning om at afskedige 1245 ansatte i Danmark ud set fra en af de store underleverandørers side: Bach Composite med hovedkontor i Hurup, Thy. - 99,8 procent af Vestas' salg ligger på det internationale marked og kun 0,2 procent i Danmark, og derfor er det forståeligt, at virksomheden flytter sin produktion tæt på kunderne, siger adm. direktør Geert Skovsgaard. Bach Composite har i en lang årrække været underleverandør til Vestas. Fabrikken producerer spinnere, som er vindmøllens næse samt nacellen, der er vindmøllens "hus". Den store afskedigelsesrunde blev bekendtgjort tirsdag i forbindelse med kvartalsregnskabet for Vestas Wind Systems A/S . Det rammer Nakskov og Lem, hvor Vestas producerer vingerne, samt Viborg, Ringkøbing og Hammel. Gjort det samme Geert Skovsgaard siger, at det naturligvis er træls, at så mange mister deres arbejde, men det kommer ikke som nogen overraskelse, at Vestas flytter sin produktion. - Vi har gjort det samme, og har nu tre fabrikker i Litauen, en fabrik i Kina, og vi har været flere år i Spanien, hvor fabrikken var baseret på underleverancer, men nu får vi vores egen, siger han, og tilføjer, at Bach Composite i 2010 begynder en produktion i Colorado i USA. Vokseværk Bach Composite har 300 medarbejdere i koncernen, et tal, der vil vokse til 400, når fabrikken i Colorado begynder at producere. - I Hurup har vi mellem 80 og 90 ansatte inklusive administration, og det antal medarbejdere ligger konstant. Men er vi ikke opmærksomme på det globale marked, så er det enten vind eller forsvind, og på den måde kan man godt sige, at vi er et spejlbillede af Vestas, fastslår han og tilføjer, at han opfatter situationen som positiv. Vækstpotentiale Vækstpotentialet for vindmølleindustrien ligger på verdensmarkedet, og ifølge Geert Skovsgaard er det nødvendigt at producere tæt på kunderne. - Naturligvis er det billigere at producere i andre lande end i Danmark, men det er ikke det eneste parameter, fordi de emner, vi producerer, er store, og det er helt urealistisk at forestille sig, at vi skulle transportere vores produkter fra Hurup til Kina. Det kan simpelthen ikke svarer, understreger han. Bach Composite har været underleverandør til Vestas i omkring 15 år.