En kæp i hjulet

Løkken 15. januar 2007 05:00

SDR. HARRITSLEV: Leader-projektet i Sdr. Harritslev forløb ikke helt uden gnidninger, og det er også en af grundene til at det er blevet noget forsinket. - Vi havde været færdige nu, hvis ikke der havde været vrøvl med en nabo pga. grillhytten. Det forsinkede os i et år. Han var vist bange for at blive generet, hvis det blev sådan et sted, hvor der sidder folk hver aften. Men sådan et tilholdssted har der nu aldrig været i Sdr. Harritslev, siger Poul Simonsen fra Leader-gruppen i Sdr. Harritslev. Naboen, hvis man kan sige sådan om beboeren i et hus på den anden side af vejen - flere hundrede meter fra den frygtede grillhytte - er i mellemtiden flyttet til Hjørring. Derudover har der ikke været problemer med naboerne, og nyskabelserne på sportspladsen skulle da også gerne blive til glæde for alle i landsbyen. { BUDGET: Projektet i Sdr. Harritslev har et budet på 240.000 kr. Leader+ og Løkken-Vrå Kommune bidrager med hver 70.000 kr. og Friluftsrådet med 39.000 kr. Resten af pengene er værdien af frivilligt arbejde. { FRIVILLIGE: I alt har 20-25 frivillige været involveret i Harritslev-projektet: Fliseholdet, græsholdet og landmændenes maskinhold blandt andet. Lige nu er det tømrerholdet, der arbejder på grillhytten. { HUSET: Borgerne i Sdr. Harritslev har også tidligere bevist, at de kan løfte i flok. ”Huset” er bygget med frivillig arbejdskraft - i to omgange. Huset er bygget i tilknytning til sportspladsen, men er snarere forsamlingshus end klubhus. Og det omtales aldrig som andet end ”Huset”. Huset bruges af Sdr. Harritslev Beboerforening til diverse arrangementer, men lejes ellers ud til private fester.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...