En kendt bygning

Folk lægger mærke til vandtårnet - og ringer, hvis lyset er gået ud.

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Udsigt over Ådalen fra toppen af vandtårnet. Foto: Carl Th. Poulsen

De fleste i Brønderslev kender det karakteristiske blå og grå vandtårn for enden af Eventyrvej, som man kommer forbi, når man kører ind til Brønderslev fra nord ad Hjørringvej. Et tårn bygget på piller og med neonlys i toppen. Vandtårnet er i dag med til at forsyne Brønderslevs borgere med vand - det er cirka 5200 forbrugere - og det har stået der i over et halvt hundrede år. - Det blev påbegyndt i 1955, og 25. august 1956 blev det meldt klar, fortæller Anni Schjønning, der er forsyningschef for vand, varme og spildevand i Brønderslev Forsyning. Dengang var nordbyen ikke vokset så meget som i dag. Der var en vej af jord og grus, der hed Vandtårnsvej, med ubebygget land til begge sider, og der lå vandtårnet. Det er den gade, der i dag hedder Fyrtøjsvej, Kongensgade og Prinsensgade. - Der sluttede Brønderslev by. Siden blev der lavet en lokalplan, så der kom bebyggelse på hver sin side af vejen, fortæller Anni Schjønning. I dag er Vandtårnet det eneste, der har adresse på Vandtårnsvej, Vandtårnsvej 2. Folk ringer hvis lyset går ud Vandtårnet er en bygning, der bliver lagt mærke til. Vandtårnet er udsmykket med to kæder med neonlys, der går hele vejen rundt om dens runde top. Et karakteristisk syn. - Hvis det er ude af drift, så bemærker folk det og ringer herud for at gøre opmærksom på det. Folk lægger mærke til det, fortæller Anni Schjønning. Neonlyset har været der fra starten af og fungerer som et vartegn og som udsmykning. Kalkmalerier i toppen Indenfor i vandtårnet er der en smal vindeltrappe, som fører op til den runde top, som er et rum, der er ovenpå selve tanken med vand. Oppe i det runde rum er der aflange vinduer hele vejen rundt og en fantastisk udsigt. På en klar dag kan man for eksempel se til Aalborgtårnet. Man kan også danne sig et overblik over Brønderslev by, når man sådan ser det hele fra oven - vandtårnet er 39 meter højt. Neden under de aflange vinduer er der malet en række af kalkmalerier alle 360 grader rundt, som forestiller de ting, man kan se. Børglum Kloster og Thise Kirke er for eksempel afbilledet, og stiller man sig ved billedet og kikker ud, så kan man få øje på bygningen. - De er lavet i 1955 af en maler, N. Kølkjær, fortæller Anni Schjønning. Kalkmalerierne er i 1984 blevet renoveret af Hugo Thomsen. Der er tre vandværker i Brønderslev. Nordre Vandværk, som ligger i udkanten af Grindsted Plantage og er helt nyrenoveret, Søndre Vandværk, som ligger ved Aalborg-landevejen og er det ældste og fylder 100 år i år, og Vestre Vandværk, som også er nyrenoveret og ligget i Tolstrup Plantage. Brønderslev Forsyning kan i år fejre 100 års jubilæum og er i den anledning i gang med at lave et jubilæumsskrift, som følger op på det skrift, der blev lavet, da man rundede 75 år med vand. Brønderslev Forsyning har gennem årene overtaget ca. ti små private vandværker, som har ønsket at komme ind under Brønderslev Forsyning.