En ko på bytur

FREDERIKSHAVN:Hvad er nu det? En ko under Tordenskioldstatuen. Folk på lørdagsraid i butikkerne i Frederikshavns midtby spærrede øjnene ekstra op, da de mødte ko nr. 724 på Fisketorvet. Hun tilhører gdr. Jan Karlsfort, "Enghøj", Østervrå, der inviterede børn og forældre på en tår yverfrisk mælk, som de selv fik lov at malke ud. 724 er nemlig en rolig dame, som børn trygt kunne kæle for og forsøge at klemme mælk ud af. Hun gumlede bare videre og lod som om det hele ragede hende en høstblomst. - Vi vil gerne gøre børn opmærksom på, hvor den mælk, de køber i butikkerne, kommer fra, siger Jan Karlsfort. - Det er der mange, som ikke ved i dag. Men det handler også om at få land og by til at mødes, for vi vil gerne vise, hvad dansk landbrug står for, og at dyrene har det godt. Arrangementet i gågaden var ko-ordineret (undskyld) af Anne Marie Glistrup, Landbrugets Samfundskontakt, og LandboNord. Foruden Jan Karlsfort deltog Arla, foderstoffirmaet Peder P. Hedegaard, Østervrå, lokale pelsdyravlere, Copenhagen Fur og LandboNord, der serverede pandekager og demonstrerede kornets vej fra mark til brød. - Det er en nem opgave at være ko-ordinator, for det har kun været nødvendigt at ringe en enkelt gang til landbrugets egne og til virksomheder for at få dem til at deltage, fortæller Anne Marie Glistrup.