En kold skulder til sommerdæk

Sommerdæk bremser elendigt i sne. Det viser et forsøg, KørGodt fortæller om i dag. En lukusbil med brede vinterhjul stoppede på 33 meter i sneen - med sommerdæk var bremselængden 94 meter. Altså næsten en tredobling. Afsløringen har givet eksperter, som i fjor spredte tvivl og forvirring om vinterdækkenes berettigelse, et forklaringsproblem: - Der er desværre en del bilister, der har opfattet vores budskab som om de uden videre kan køre på sommerdæk om vinteren. Det er et problem, erkender FDMs tekniske redaktør Søren Rasmussen. Generelt har danskerne dog taget eksperternes varme ord om sommerdæk med et gran vejsalt. Firmabilisterne fik skiftet til vinterdæk i efteråret, som de plejer. Og da sneen kom, holdt de private kunder i kø for at få vinterdæk på, lyder meldingen fra dækcentrene. Men der er stadig masser af danskere, som prøver at liste gennem vinteren på sommerdæk. - Over halvdelen af de biler, vi trak ud af sneen i ugen der gik, havde sommerdæk på. Mange af dem kunne selv være kørt fri med vinterdæk, fortæller Erik Rose Andersen, der er direktør for Dansk Autohjælp. NordjyskeBiler side 2