Lokalpolitik

En kommunalreform kom snigende

I 2004 har H. C. Maarup været med til at give Arden Kommune dødsstødet. En udvikling han end ikke skænkede en tanke, da han satte sig i borgmesterstolen i 2001

ARDEN:9. januar 2004 sidder Hobrokredsens borgmestre i et tog på vej til Vejle, hvor Strukturkommissionens konklusioner skulle fremlægges for 900 kommunale topfolk. - På vej derned var vi ikke optaget af at lave alliancer. Vi var optaget af at skulle ned og høre, hvad de var kommet frem til, og om kommunalreformen nu var en realitet. Det der slog mig mest var, at det hele var et medieshow, fortæller H. C. Maarup, der sammen med borgmesterkollegerne blev mødt af utallige trailertræk med kameraudstyr foran hovedindgangen til Vingstedcentret ved Vejle, - Det var simpelthen show det hele. Og journalisterne stod bare og ventede på at få en kommentar fra den og den kendte. Der var mine tanker tilbage hos de borgere, der havde udtrykt deres skepsis overfor kommunesammenlægninger til mig. Fårene hjemme i folden Hans Christian Maarup satte sig i Ardens borgmesterstol efter valget i 2001, hvor 2317 af de 6214 stemmeberettiget gav ham mandat til at lede kommunen i fire år. - Jeg havde ikke gjort mig en eneste tanke om, at jeg kun skulle få én periode i Arden. Så stærkt er det gået. Den nyvalgte borgmester havde forestillet sig en rolig og stabil periode. Men en dag i sommerferien 2002, kunne han i radioen høre, at Dansk Industri fandt de kommunale enheder for små at samarbejde med. - Jeg gik og hegnede ved mine får, da jeg hørte de her ting, men det var overhovedet ikke noget, jeg funderede dybt over. Jeg tænkte, at hvis det bliver, så vil en kommune rundt om fjorden være nærliggende. Nærliggende fordi erhvervsrådene gerne ville styrke samarbejdet rundt om fjorden. Det var borgmesterens seriøse tanke. - Men også nærliggende fordi jeg tænkte på mine egne cykelture rundt om fjorden om sommeren. Fra Arden til Hadsund, over broen, til Assens og videre til Mariager, hvor jeg får en kop kaffe på havnen, inden jeg cykler til Hobro, hvor jeg besøger min mor, og så ad Rostrupvej hjem til Arden igen. Det var den mere romantiske forestilling om, at alt det kunne blive en samlet kommune. Stordrift eller nærhed Efter et par tankerne blev storkommunen lagt væk igen. For samtidig med de romantiske forestillinger lurede en usikkerhed omkring hensigtsmæssigheden i at lave større kommuner. - Jeg var simpelthen i tvivl. Den lille kommunes sårbarhed har længe irriteret mig. Hvis en person er syg gennem længere tid, kan det standse behandlingen af en sag fuldstændigt, fordi ingen andre har med det område at gøre. - Men på den anden side er det også en kvalitet at kunne følge med i udviklingen i alle dele af kommunen. Være med til runde fødselsdage, jubilæer og den slags, for det giver en god fornemmelse af, hvor det går godt, og hvor det går mindre godt. Det hverken kan eller skal man som borgmester i en kommune med 40.000 indbyggere. Pressen blev ved med at skrive og fortælle om mulige kommunesammenlægninger, og i Arden havde H. C. Maarup en fornemmelse af, hvor det bar hen. - Jo flere gange en ting bliver sagt, jo mere rigtig bliver den i folks bevidsthed. Det bliver en selvfølgelighed. En snebold der ruller, og som ikke kan stoppes. - Folk begyndte at stoppe mig på gaden, ringe til mig eller sende breve, hvor de bad mig kæmpe for Arden som kommune. Vi taler ikke om 100 mennesker. Måske om fem til ti, men signalerne påvirkede mig alligevel. Jeg var jo blevet betroet den opgave at lede kommunen til borgernes bedste. Nu er det en realitet Det var disse mennesker H. C. Maarups tanker kredsede om 9. januar i Vejle, mens strukturkommissionens rapport blev gennemgået i overskrifter. - Da jeg kørte hjem, var jeg overbevist om, at nu er det en realitet. Der var ingen lovgivning, ingen aftaler, kun et stykke arbejdspapir, der skulle være grundlaget for en beslutning om en mulig reform. Men hele den måde, det var stillet an på, og den måde både regering og opposition reagerede på indikerede tydeligt, at lavinen var i gang. Inden mødet i Vejle havde der allerede været indledende samtaler rundt om fjorden. Der blev ikke indgået aftaler eller truffet beslutninger, men terrænet blev sonderet over en kop kaffe. Også de nabokommuner, der ikke ligger direkte ud til fjorden, har været til kaffemøder. Både Nørager, Støvring og Skørping. En spørgeskemaundersøgelse blandt borgerne i Arden Kommune gav en meget ringe svarprocent. - Det var ikke noget, jeg kunne bruge til noget, men 85 procent af dem, der svarede, sagde ja til en fjordkommune, og det bekræftede mig i, at jeg ikke har taget helt fejl, siger H. C. Maarup i dag. Slagsmål og afstemning Gennem hele processen har H. C. Maarup fornemmet, at der hele tiden har været en underforstået enighed om, at en fjordkommune var det rigtige, og da regeringen indgik en aftale med Dansk Folkeparti om, at kommunerne skulle søge sammenlægning med naboerne, så enhederne kom op over 30.000 indbyggere, blev H. C. Maarup endnu en gang bekræftet i, at arbejdet med en fjordkommune var den rette vej at gå. I byrådet har der ikke været skyggen af slagsmål, og borgmesteren glæder sig over, at det ikke har været nødvendigt at udøve politisk magt i byrådet eller over for borgerne. Så smertefrit har det langt fra været alle steder, og fra sin stol i Arden har H. C. Maarup været tilskuer til de ofte heftige diskussioner andre steder. - Det må være ubehageligt at være i nogle af mine borgmesterkollegers bukser. Nogle har været udsat for protester og aggressioner imod dem. Det her har handlet meget om følelser, og nogle har virkelig følt sig trådt under fode. Det er jeg lykkelig for ikke er sket her. stiller op igen Hen over middagsbordet i hjemmet på Blaakildevej er der blevet talt meget om kommunalreform, og den nye struktur har fyldt utrolig meget i H. C. Maarups første periode som borgmester. - Det har været spændende at være en del af, og jeg er ikke blevet skræmt væk fra lokalpolitik, siger H. C. Maarup, der vil være at finde blandt kandidaterne, når den nye storkommunes taburetter skal besættes.